Ugen har været præget af en buldrende sexismedebat, hvor medie- og andre chefer med stigende alvor har måttet sande, at der er noget at komme efter. Det har været en offentlig og pinagtig efteruddannelse i sund og tryg ledelse. Men lektionen er ikke slut endnu.

Skakspillet er ifølge myten opfundet i Indien for at lære en uduelig konge, at han blandt andre var nødt til at arbejde sammen med bønderne. Som tak for lektionen bad en vismand om ét riskorn for det første felt på brættet, to for det næste, fire for det tredje – og sådan skulle antallet af riskorn vokse eksponentielt for hvert felt. Kongen syntes, det lød beskedent, og sagde ja. Men på det sidste felt blev det til ikke færre end 18.446.744.073.709.551.65 riskorn – flere end der var i hele Indien.

Hvad har det så med sexisme at gøre? Sexisme smitter eksponentielt! Den dårlige joke om blondinen, som man ufrivilligt kommer til at grine ad på første felt, er på andet felt blevet til massage af en medarbejders nakke, på tredje felt blevet til regulært gramseri, på fjerde felt blevet til seksuelle betingelser for forfremmelser, og sådan bliver det ved. Det sidste felt vil jeg slet ikke beskrive.

Der er ikke tale om brodne kar. Det er heller ikke helt retvisende at tale om en dårlig kultur, for sexisme kan sagtens sprede sig på ellers gode arbejdspladser, hvis den får lov. Det er mere retvisende at tænke på sexisme som en smitte, der stiger eksponentielt – og som derfor skal brydes hurtigst muligt i smittekæden – og opspores tilbage til patient 0.

Det er derfor, fortidens fejltrin ikke kan sættes til automatisk sletning eller falde for en tidsgrænse. Man kan være sikker på, at hvis man har en alvorlig sexismesag, så er der gået 1000 dårlige jokes forud.

Én ting er sikkert: Løsningen går som trappevask: Ovenfra og nedefter. Vi raser over, at amerikanerne har sat 'grab them by the pussy'-manden øverst. Men vi har selv en statsminister, der med udnævnelsen af sin udenrigsminister har sagt, at af alle de ting, der kan diskvalificere en politiker, er sex med en 15-årig i en alder af 34 ikke en af dem.

Det sørgelige er, at det ikke er en diskussion, vi burde have nu, men én, børnenes statsminister burde have haft med sig selv, før han blev udnævnt.

Ugens fortalelse:

Eksperter mener, at tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har brudt sin tavshedspligt i FE-sagen. Det er en sag, som det er tæt på umuligt at hitte hoved og hale i, fordi det hele er omgærdet af fortrolighed. Det ser ud, som om det gode spørgsmål er, om det er brud på tavshedspligten, hvis oplysningerne allerede er omtalt i medierne. Problemet for Hjort er, at han – måske – er kommet til at bekræfte noget, der kun var et rygte. Én ting er sikkert: Graverjournalisterne er på en sisyfosopgave i FE-sagen.

Ugens undsigelse:

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen blev i denne uge afhørt af Instrukskommissionen og fortalte, at han ikke kan huske at have modtaget en advarsel fra tidligere justitsminister Søren Pind om, at daværende integrationsminister Inger Støjberg måske var på kant med loven i forhold til adskillelse af asylpar, hvor den ene var under 18 år. Når man går så intenst op i det, handler det om tilsynspligt. Burde han som statsminister have undersøgt, om alt gik efter bogen? Efter hans eget vidneudsagn er svaret nej. Men serien af samråd i Folketinget kunne måske godt have affødt et enkelt opfølgende spørgsmål eller to fra chefen.

Ugens test:

Coronasmitten er stigende, og regering og myndigheder har i ugens løb strammet på restriktionerne. Det ser også ud til igen at være problemer med testkapaciteten. Faktum er, den lange »dans med corona«, som statsministeren så poetisk har omtalt udfordringerne, langtfra er slut. Og politisk betyder det, at Christiansborg og resten af samfundet, som ellers var på vej tilbage til normale tilstand, igen kan blive sat på en nødplan. Det vil komme til at påvirke mange af efterårets dagsordner. Det bliver ikke bare denne uges test. Det er hele denne valgperiodes store test.