Den borgerlige drøm om et samarbejde, hvor også De Radikale indgår, har levet et omtumlet liv siden Schlüters regeringstid, men nu sker der noget nyt. Eller gør der?

Dansk Folkeparti har slået sig op på at holde de udlændingepolitiske slappere hos De Radikale uden for indflydelse, men også både Venstre og Konservative har i årevis brugt De Radikale som en hammer, man kunne slå kiler ned igennem rød blok med. Altså som et redskab til splittelse.

På visse strækninger har selv den nuværende S-regering udviklet en lignende forståelse af De Radikale som dem, der splitter ethvert rødt regeringsprojekt ad.

I de seneste år er det ligefrem blevet sådan, at hvis De Radikale kunne være med i aftaler, så var det en omvendt blåstempling. Nærmest et certifikat på, at aftalen var dårlig. Eller som Sofie Carsten Nielsen er begyndt at udtrykke det: Man vil ikke have radikale pigelus på sig. Med valget af ordet »pigelus« siger hun både, at det er barnligt og forældet. Hun kunne også blot have citeret salig Svend Auken: Først pisser de på os, og så siger de, at vi lugter.

Da Jakob Ellemann-Jensen luftede tanker om et tættere samarbejde med De Radikale som ny formand, blev han da også straks tvunget på retræte. Men på det seneste har han lydt mere som i starten af sin formandstid igen.

Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, stillede endda op til et dobbeltinterview med Sofie Carsten Nielsen i Politiken op til Folkemødet på Bornholm. Det trak overskrifter om, at hun åbnede for et fremtidigt regeringssamarbejde mellem de to partier.

Vanopslagh minder om, at det er Sofie Carsten Nielsen, der skal »slå hullet«, og hun svarer med, at der skal mere til, før hun skifter politisk side – uden dog at blive konkret om, hvad præcis det mere kunne være.

Så hvor meget nyt var der egentligt i det interview? Ja, efter at have nærstuderet med hjælp fra VAR (Video Assistant Referee) må man dømme, at der bliver filmet på den politiske fodboldbane.

Sofie Carsten Nielsen støtter stadig Mette Frederiksens regering – også selvom hun kan finde på at benytte sig at et flertal med de blå partier af og til. Men hun gør det med utilfredshed. Det er primært et signal til statsministeren om, at De Radikale har andre at spille bold med.

Problemet for Sofie Carsten Nielsen er, at langt den overvejende del af hendes vælgere betragter sig selv som hjemmehørende i rød blok. Men fra det organisatoriske bagland hos De Radikale presser flere på for, at formanden skal turde vælte regeringen.

Man kan derfor godt konkludere, at alt er ved det gamle. Men politik handler også om personlige relationer, fælles forståelsesrammer og tillid.

Niels Helveg Petersen spillede i mange år bridge med Poul Schlüter – og blev en del af hans regering. Marianne Jelved sad i netværk med Mogens Lykketoft og førte igennem længere tid samtaler med Poul Nyrup Rasmussen. Og hun blev en del af Nyrups regering.

Sofie Carsten Nielsen spiller hverken bridge med blå ledere eller udvikler store økonomiske planer med dem. Endnu. Men hun er ved at etablere en relation til dem. Og det, man vander, har det med at gro.

Ugens lancering:

Regeringen spillede fredag ud med en politisk dagsorden om et opgør med techgiganter som Google og Facebook. Med den problemformulering rammer regeringen ned i tidens største bekymrende tendenser – og det er netop der, politik giver mest mening.

Man kunne ikke have valgt en smukkere platform end Folkemødet, som netop handler om den ægte demokratiske dialog – i modsætning til den falske, som techgiganterne er eksponenter for, og som gør børn og unge syge, er konkurrenceforvridende og undergraver demokratiet.

Endnu et eksempel på, at hvis man vil beskyttes fra verdens store trusler, så kan man trygt regne med Mette Frederiksen. Hold fast, hvor var det effektivt!

Ugens ansvar:

Kulturminister Joy Mogensen har igennem noget tid været presset i defensiven, men på Folkemødet kom hun frem ad banen. Dels med lanceringen af techproblematikken, men ikke mindst fordi hun solidt placerer ansvaret for metoo-skandalen i DRs pigekor hos generaldirektøren og bestyrelsesformanden. Et signal om, at topledelser ikke kan putte sig i den slags sager, har været savnet og var på sin plads.

Ugens kammeratskab:

Danmark har vundet EM i kammeratskab. Det kollektive traume over hændelserne under nationens første kamp ved EM blev bearbejdet i ét stort gruppekram, som hele verden var inviteret til at deltage i ved kampen mod Belgien.

Ligesom landsholdet i 1992 samlede og helede en splittet nation efter folkeafstemningen om Maastrict, har dette fodboldlandshold hele nationen efter 15 måneder med corona. Fodbold er »the great equalizer« (den store lighedsskaber) – sporten, der kan fjerne skel mellem mennesker. Tak for det.