I denne uge sagde Tommy Ahlers (V) pludselig farvel til politik med øjeblikkelig virkning.
Selvom han både har været vellidt og ganske dygtig til det politiske arbejde på Christiansborg.
Det udløste straks en debat om, hvorvidt der er noget galt med ham, med erhvervsfolk i politik eller med Christiansborg.
Det er nærmest en kliché på Christiansborg at tale om erhvervsfolk i politik. De kan ikke finde ud af det eller finde sig til rette i det, er den hurtige konklusion.
Men det er ikke rigtigt. Der er mange folk med solid erhvervserfaring, der har klaret sig aldeles glimrende på Christiansborg.
Men ligesom man ikke kan vade ind fra gaden og blive en glimrende topchef i en hvilken som helst virksomhed, så skal man også møde politik med en sund portion ydmyghed og lærevillighed. For det er noget helt andet.
Kogt ind til en maggiterning kan man sige, at for mange erhvervsfolk opleves politik som en forandringsproces med alt for meget fokus på magtspillet. Men for mange politikere vil en forandringsproces i erhvervslivet opleves som en forandringsproces med alt for mange møder og unødvendige planer, som absolut skal skrives ned, selvom det er spild af tid.
De fleste tænkende mennesker efterspørger i virkeligheden, at dygtige mennesker kan zappe ind og ud af erhvervsliv og politik, så de gode erfaringer, viden og indsigt flyttes rundt. Når det ikke sker i højere grad, end det gør, har det mere at gøre med erhvervslivet end med Christiansborg.
Erhvervslivet er i alt for høj grad bange for mennesker med politisk indsigt – medmindre de har været medarbejdere på Christiansborg. De er umådeligt eftertragtede.
Men dem, der for alvor har bekendt kulør og stået i forreste række, er der håndskyhed overfor. Det er simpelthen dumt, for man går glip af nogle helt særlige kompetencer.
Når alt det er sagt, så er der noget galt med politik. Siden Ny Alliance opstod i midten af 00erne, har parti efter parti slået sig op på at ville forandre politik fundamentalt. Den måde, man taler om politik, arbejder med politik og den politiske kultur. Tænk blot på Alternativet eller Moderaterne.
Også på Christiansborg blandt de etablerede partier runger kritikken jævnligt. Rasmus Jarlov (K) har blandt andet forsøgt et opgør med sene natteforhandlinger, hvor man har fået papirerne kort forinden, og det hele skal jappes igennem med det resultat, at det ender i lovsjusk.
Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, er gået til angreb på det tidsspilde og den devaluering af politik, der opstår, når Folketinget bruger tid på symbolpolitik, som alle ved ikke fører til noget, men hvor det er vigtigt for den ene eller anden at signalere noget bestemt.
Jens Rohde (KD) har skældt ud over, at politik i høj grad bliver udviklet af medarbejdere i dag fremfor politikere. Det ville han ikke finde sig i hos De Radikale.
Nye Borgerlige har længe levet højt på at være politikere, der ikke opfattede sig selv som politikere. De var noget andet.
Og hvem husker ikke løsgængeren Inger Støjbergs ord om, at sumpen skulle drænes med tydelig reference til tidligere præsident Donald Trump, som ville dræne Washington for traditionelle politikere, der altid fortabte sig i ting, der ikke havde noget med almindelige menneskers liv at gøre.
De har ikke alle sammen ret. Men enten er der noget om snakken. Eller også bliver der spekuleret kynisk i, at der er stemmer at høste på at være den kritiske røst i egen flok. Uanset hvad er der et problem.
Grundlæggende tror jeg ikke på, at borgerne går afsindigt meget op i, hvordan politik bliver til, bare det virker. Det er der, skoen trykker. Der er for få politiske løsninger, der virker rigtigt godt.
Ugens tv-program:
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er blevet tv-vært på et program på DR om 'Klaksvikstriden'. Det er nok de færreste af os, der overhovedet anede, at der fandtes sådan en strid. I det hele taget er vi tæt på uvidende om de øvrige partnere i Rigsfællesskabet. Se blot, hvor kummerligt det er gået med at markere årsdage for Grønland og Færøerne i Danmark. Nuvel, det er lidt uortodokst, at et siddende medlem af Folketinget på den måde bliver formidler, hvor andre i en lignende situation er blevet frataget mikrofonerne, men vi må i al vores uvidenhed erkende, at én af de ting, vi ved om Færøerne, er, at Løkke er gift ind i det stolte folk, taler sproget, kommer på øerne og endda ejer får der. Hvis vi vil beholde Rigsfællesskabet, bør vi også ulejlige os med at lære at forstå det!
Ugens retssag:
Sagen mod DFs næstformand, Morten Messerschmidt, er i fuld gang, og indtil nu er den aktive følger ikke blevet meget klogere. Det står godt nok klart, at de små 100.000 kroner fra EU, der blev brugt i forbindelse med DFs sommergruppemøde i Skagen i 2015 'kun' udgjorde en fjerdedel af den samlede omkostning. Og det ser ud til at blive afgørende, om domstolen anerkender Messerschmidt forklaring om, at det dermed var et 'joint venture', selvom deltagerne ikke rigtigt var klar over, at de deltog i et fællesarrangement. Og så står det klart, at flere mennesker i DF skriver under på ting, som de ikke aner, hvad indeholder. Det strider selvfølgelig mod almindelig sund fornuft fra et almindeligt liv. Men politik er som bekendt alt andet end almindeligt. Vi er for længst blevet vant til ministre, der ikke har læst notaterne om selv meget vigtige emner, men de plejer dog at skulle hæfte for ting, de har skrevet under på.
Ugens nedslående:
Statens Serum Institut slog i denne uge fast, at det ikke kan lade sig gøre opnå flokimmunitet i Danmark gennem vacciner – slet ikke med de nye varianter. Samtidig forventer flere eksperter, at der kommer endnu en bølge med nye coronavarianter i efteråret. Det virkeligt nedslående er, at den bølge så primært vil ramme børn under 12 år, som ikke står til at skulle vaccineres. Og ja, langt de fleste af dem kan klare sig igennem sygdommen. Men hvorfor taler vi ikke om de alvorlige senfølger, sygdommen kan medføre, når det handler om børn?
