1. juni skal danskerne ved en folkeafstemning tage stilling til, om det danske forsvarsforbehold skal afskaffes.
De første retoriske sværdslag i debatten afslører, at ja-partierne skal i arbejdstøjet, selvom der lige nu ifølge meningsmålingerne er massiv opbakning til at afskaffe forbeholdet, for kun en tåbe frygter ikke en EU-folkeafstemning i Danmark.
Danske folkeafstemninger om EU-forbehold har det med at ende som en debat om for eller imod EU, fremfor at fokusere ind på det aktuelle spørgsmål.
Når partierne bag sidste søndags aftale siger, at det faktisk ikke har nogen betydning i den aktuelle situation, om vi afskaffer forbeholdet eller ej – bortset fra signalet – tvinger de nærmest debatten til at blive, som den plejer.
Siden 1994 har Danmark aktiveret forsvarsforbeholdet mindst 30 gange. Udenrigsminister Jeppe Kofod har blandt andet oplyst, at forbeholdet er skyld i, at vi ikke har deltaget i en indsats mod menneskesmugling i Middelhavet.
Se, dét er en dagsorden, mange danskere kan slutte op omkring. Men fra ja-partiernes værdiledere hører vi ikke den slags. Endnu i hvert fald.
Statsministeren kan ikke pege på noget konkret, som forsvarsforbeholdet står i vejen for. Måske fordi hun tidligere har udtalt, at hun ikke en eneste gang har oplevet forbeholdene som en udfordring. I stedet siger hun:
»For mig som landets statsminister er det mere en værdimæssig beslutning om, at Danmark nu skal være med i EU og forsvarssamarbejdet – uden forbehold. Det er først og fremmest en værdibeslutning.«
Javel ja, men vi får nok brug for en lidt bedre forklaring, hvis vi ikke skal tænke: If it ain’t broke, don’t fix it.
Et andet gentaget argument er, at verden er en anden efter den russiske invasion, som blev indledt 24. februar. Kritikere vil sige, at der altid samler sig drama omkring statsminister Mette Frederiksen.
Hun har en tendens til altid at få beskrevet lige netop dette øjeblik i verdenshistorien som det mest dramatiske. Og ja, hun trives bedre i mol end i dur. Men samtidig har hun jo ret.
Først skyllede en globale coronaepidemi ind over os med frygt for et stort økonomisk kollaps. Nu er der krig i Europa med frygt for, at det udvikler sig til tredje verdenskrig, atomkrig eller som minimum en økonomisk krise. Og der er stadig en klimakrise, som må betegnes som endnu en 100-års udfordring.
Det har været den mest dramatiske valgperiode i nyere tid. Men man kan også sige, at når der er så store og væsentlige opgaver på bordet, hvorfor så beskæftige sig med symbolske handlinger?
Til det svarer de fleste ja-partier, at det er tid til at melde sig fuldt og helt ind i Europa. I 2019 udgav Dansk Institut for Internationale Studier da også en rapport, der pegede på, at Danmark har mistet indflydelse i EU på grund af forbeholdet.
Men »at sidde med ved bordet« har endnu ikke i Danmarks komplicerede forhold til det europæiske fællesskab været et argument, der har overbevist den danske befolkning. Hvorfor skulle det virke denne gang?
Svaret er: Fordi der er krig i Europa. Men vend et øjeblik blikket mod nej-siden, som allerede nu peger på, at man ikke skal opbygge en parallel til NATO-samarbejdet. Et godt argument i en tid, hvor selv medlemmer af Enhedslisten har svært ved at forestille sig et liv uden for den forsvarsalliance.
Kort sagt: Ja-siden skal mildt sagt have arbejdet med argumenterne for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Nok er der krig i Europa, men danskerne er besindige mennesker, som over de næste tre måneder vil forlange en forklaring.
Men nej-siden skal ikke godte sig for tidligt, for hvis det, man husker efter 1. juni, er, at vi tog en folkeafstemning om noget, der reelt ikke havde den store betydning, så bliver det et argument mod folkeafstemninger som sådan.
Ugens kolde skulder
Efter et EU-topmøde i Versailles i Frankrig står det nu klart, at EU vil komme både Finland og Sverige til undsætning, hvis de skulle komme i problemer med Rusland, men et EU-medlemskab til Ukraine kan det ikke blive til.
Netop i denne situation kunne de udsatte ukrainere ellers virkeligt godt bruge to ting: En melding om, at der er en vej ind i NATO og EU, og helt aktuelt en no fly zone over Ukraine. Det sidste kan det ikke blive af frygt for, at NATO dermed kommer i krig med Rusland. Og EU-medlemskab er en kompliceret sag.
Stats- og regeringscheferne var ikke parate til at lade, som om noget sådan kunne blive en ekspeditionssag, for Ukraine kunne heller ikke før krigen leve op til EUs grundlæggende krav om at være et velfungerende demokrati uden korruption. Det er hjerteskærende, men nok trods alt fornuftigt.
Ugens livrem
Et bredt flertal i Folketinget et blevet enige om at løfte det danske forsvarsbudget til de to procent af BNP, som NATO længe har ønsket, ligesom der kommer nogle massive straksbevillinger. Flere økonomer har set på konsekvenserne af den beslutning.
Den borgerlige tænketank CEPOS peger på, at der ikke vil være ekstra penge til for eksempel velfærd på de næste 11 finanslove. Kort sagt: Politikerne skal spænde livremmen ind, som en berømt Venstre-finansminister sagde i midten af forrige århundrede.
Alternativt skal de lave nogle reformer, som kan mærkes i forhold til ting som dagpenge, efterløn og tilbagetrækningsalder. Det er ikke blot noget, politikerne skal notere sig, det skal vælgerne også!
Ugens ligestilling
Sundhedsstyrelsen har ikke justeret sine anbefalinger til det maksimale alkoholindtag siden 2010, men i denne uge blev der ligefrem ligestilling mellem kønnene, da der kom nye opsigtsvækkende anbefalinger.
Før var anbefalingen maksimalt syv genstande om ugen til kvinder og 14 til mænd. Nu er anbefalingen maksimalt ti genstande uanset køn til voksne – og kun fire per døgn.
Det frarådes helt at drikke alkohol, hvis man er under 18 år. Også her anbefaler eksperterne altså, at vi strammer livremmen. Og der er solid videnskab bag anbefalingerne.
Sundhedsstyrelsen har budt op til en vigtig national debat om alkoholkulturen i Danmark. Den får næppe luft under vingerne lige nu. Danskere har for travlt med at dulme bekymringen for klimakrise, krig, corona og prisstigninger med et glas rødvin. Skål og god weekend!
