Regeringen Mette Frederiksen tiltrådte i juni 2019 i kølvandet på skandaler flere steder i det offentlige – it-skandaler, skatte-skandaler, svindelsager. Og regeringen varslede en stor reform, der skulle styrke tilliden til politikere og medier og genopbygge tilliden til 'samfundsbærende institutioner'. Det var en tiltrængt melding og et ædelt formål.

Det er stærkt problematisk, når sammenhængskraften i et samfund eroderer – for eksempel på grund af økonomisk ulighed, som var et af regeringens argumenter i 2019.

Et andet udtryk for problematikken så man i 1990'erne, hvor politikerne på Christiansborg overhørte de bekymrede stemmer om udfordringer med udlændinge. Det handlede om kulturel sammenhæng. Historien er rig på eksempler på, at elastikken, der holder det hele sammen, pludselig springer. Nogle gange er det tvingende nødvendigt for at komme frem – eller rettere tilbage – til gamle dyder, som retfærdighed, ordentlighed og respekt.

Vi har set det ske både i Storbritannien med Brexit og i USA med fremkomsten af præsident Trump. Man skal passe på med at afskrive den slags som folkeforførelse, for det har bund i en oplevet virkelighed, som man ikke sådan lige kan tage fra folk.

Noget af det, der skabte Trumps succes, var en bevidst miskreditering af sandheden som begreb, af medier og af samfundets bærende institutioner. Et samfund uden sammenhængskraft og en vis grad af en oplevet fælles sandhed er forsvarsløst overbfor konspirationsteorier, despoter og buldrende populister.

Kort sagt: alt det, vi afskyr og kæmper imod.

Men hvor står vi i dag? Vi er vel lige nu i corona-epidemien og minkskandalen på det mest polariserede punkt politisk siden nej'et til Maastricht-traktaten i 1992. Og denne gang tror vi ikke på, at hverken embedsværket eller myndighederne helt har styr på tingene.

Lad os bare trække et par ting frem:

Det hele er – juridisk set – tidligere fødevareminister Mogens Jensens ansvar, må vi forstå. Han blev så tydeligvis ikke hjulpet af sit system. Han blev faktisk svigtet groft, hvilket departementschefen også indrømmede, da ministeren måtte gå. Hvad skete der med departementschefen? Han er da stadig departementschef – bare et andet sted i centraladministrationen.

Så er der det, som vi alle sammen opfattede som en ordre, men som nu med noget knudret juridisk logik åbenbart slet ikke er en ordre. Der er også politiet, som ikke kan finde ud af, hvor ordren – som altså ikke var en ordre – kom fra. Men justitsministeren udtaler om det, der ikke er en ordre, at 'jeg ved, det var ikke mig, der gav ordren'.

Det, der begyndte så ædelt, er stadig et ædelt formål – genopbyg tilliden. Og man kan godt fremføre argumentet, at ræven er bedst til at vide, hvor hønsehuset er svagt. Men det gør stadig ikke hverken høns eller ejere mere tillidsfulde og trygge. Det er i sig selv et kæmpe problem. Som næppe kan løses af en regering, der taler mere og mere sort.

Den første forudsætning for, at det hænger sammen i vores hoveder som borgere, er, at vi kan forstå det, der bliver sagt. Den næste er, at de ansvarlige tager ansvaret på sig. Det var det, statsministeren lovede at gøre.

Det, Mette Frederiksen gør, er det modsatte – uanset hvor mange gange hun siger undskyld. Hvis man ikke korrigerer sin adfærd, er en undskyldning en lidt tom gestus.


Ugens sortsnak 1:

»Regeringen har ikke truffet en beslutning om at lukke minkerhvervet. Regeringen har truffet en beslutning om, at minkene skal aflives. Det er to forskellige beslutninger.« Det var svaret fra statsministeren på et spørgsmål fra den konservative formand, Søren Pape Poulsen, i Folketingssalen i onsdags. Er der nogen, der kan forklare mig, hvordan man kan have et minkerhverv uden mink?

Ugens sortsnak 2:

Vi må nu forstå, at regeringen IKKE gav en ordre på pressemøderne 4. og 5. november 2020. Ifølge justitsminister Nick Hækkerup har udtalelser på pressemøder 'ikke et retligt indhold over for borgerne, ligesom der heller ikke knytter sig retsvirkninger for borgerne til fremsættelsen heraf. Sådanne udtalelser er således efter deres karakter ikke omfattet af legalitetsprincippets krav om hjemmel'. Han er jo justitsminister, så han må vide det. Det er bare stadig en politisk udfordring, at alle opfattede det som en ordre. Og agerede derefter. Inklusive politiet. Det kan ikke være rigtigt, at man skal være i besiddelse af et juraprofessorat for at kunne forstå sin regering i en krisetid.

Ugens sortsnak 3:

Efter onsdagens debat i Folketingssalen udtalte statsminister Mette Frederiksen: »Det, der står tilbage efter denne diskussion, er, at der faktisk ikke er bred opbakning til den nødvendige sundhedsindsats. Der er en række partiledere, som nu står på mål for, at man ikke bakker op om sundhedsmyndighedernes anbefaling, og dermed ikke bakker op om, at minkene skal slås ned.« Det er det, man på debat-sprog kalder en stråmand. Jeg har simpelthen ikke hørt et eneste menneske – ud over statsministeren – sige sådan.