Søren Gade taler ud til B.T: Jeg var blevet kylet ud, hvis ikke jeg selv var gået
»Det var uværdigt for mig og mit parti.« Den mangeårige Venstre-mand åbner nu op om sit exit. Det gør han i B.T.-podcasten Borgerlig Tabloid.

»Det var uværdigt for mig og mit parti.« Den mangeårige Venstre-mand åbner nu op om sit exit. Det gør han i B.T.-podcasten Borgerlig Tabloid.

»Der var folk i Venstre, der ville kyle mig ud på røv og albuer – og efter 48 år i Venstre ville jeg ikke smides ud.«
Sådan lyder det nu fra Folketingets tidligere formand og mangeårige folketingsmedlem for Venstre, Søren Gade, i torsdagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Her taler han for første gang ud, efter han i søndags smed en regulær bombe i dansk politik.
Her meldte han nemlig ud, at han ville trække sig fra Folketinget.
En beslutning, han har taget efter længere tids intern uenighed om den politiske linje på landbrugsområdet - blandt andet vedrørende den meget omtalte gødskningslov, som Søren Gade og fire andre folketingsmedlemmer fra Venstre valgte at stemme imod.
Og ikke mindst efter et 'karaktermord', som Søren Gade for nylig blev udsat for i Jyllands-Posten, hvor flere anonyme kilder fra partiet beskrev Venstre-profilen som »rasende« og »luddoven«.
Noget, der har ramt den garvede politiker hårdt, fortæller han i podcasten:
»De gode dage i ens liv skal være i overtal. Det var de ikke for mig til sidst. Jeg ville hellere i seng om aftenen, end jeg ville stå op om morgenen. Det vil jeg ikke byde mig selv i min alder,« slår Søren Gade fast og fortsætter:
»Det var jo ikke sådan, at jeg var ved at brække sammen, men de så mig som en, der var pisseirriterende.«
Han fortsætter:
»Så kunne jeg lige så godt tage den beslutning selv, som andre måske ville have taget for mig.«
Ifølge Søren Gade traf han beslutningen om at forlade Folketinget samme dag, som han meldte det ud.
»Det er ikke fordi, jeg ikke kunne tåle at blive smidt ud, og det er ikke en skam at gå fra en fest, hvis man bliver kylet ud fra en fest,« svarer Søren Gade og fortsætter:
»Jeg synes bare, at det var uværdigt for mig og mit parti.«

Han forklarer samtidig, at han er sikker på, at der var et internt pres for at smide ham ud af partiet.
»Det er jeg helt sikker på. Så kan man sige, at jeg bare kom dem i forkøbet.«
Når du siger det, så er det jo det samme som at sige, at du var blevet kylet ud, hvis du var blevet?
»Ja, det tror jeg på,« lyder det fra Gade, der fortsætter:
»Jeg tror, at en af dine kolleger kaldte det en tidlig julegave for Troels Lund Poulsen. Det var ikke tænkt sådan, men jeg tror faktisk, at det er rigtigt set,« lyder det fra Gade, der henviser til, at Troels Lund Poulsen nu slipper for at tage dét interne opgør:
»Det her gør Troels Lunds og Venstres liv lidt lettere.«
I podcasten understreger Gade, at han ikke tror, at presset kom fra Troels Lund Poulsen.
»Jeg tror, Troels var ked af det. Men han er også et rationelt tænkende væsen, og jeg tror helt bestemt, at han godt kunne se, at det måtte være sådan, det endte.«
I podcasten lægger Gade dog ikke skjul på, at han er sikker på, at han har truffet den rigtige beslutning.
»Det var en svær beslutning, men jeg er stadigvæk overbevist om, at det var den rigtige beslutning, jeg traf i søndags.«
Hør hele interviewet med Søren Gade herunder på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.