Det går kun én vej for Socialdemokratiet i øjeblikket. Og det er ned.
I en Epinion-måling på treårsdagen for SVM-regeringen får Socialdemokratiet mandag 16,5 procent af stemmerne.
Det er partiets dårligste måling i mere end 12 år – siden maj 2013.
Selv Arne, Socialdemokratiets poster boy, der har lagt navn til Arne-pensionen, meldte tidligere på måneden ud, at han efter 40 år overvejer at droppe Socialdemokratiet.
I mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, holder skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen først facaden, når vært Joachim B. Olsen spørger ind til, hvordan hun egentlig har det med udmeldingen fra Arne.
»Jeg holder rigtig meget af Arne. Jeg synes, han er herlig. Han er også rimelig bramfri, og det har vi også nogle gange brug for.«

Men det pæne svar tager B. Olsen sig ikke til takke med, der spørger, om det ikke gør ondt at høre en kernevælger som Arne vende partiet ryggen.
Og så lyder svaret:
»Jo, det gør da super ondt!«
Ifølge Arne Juhl er årsagen til hans egen – og mange andres vælgervandring – at Socialdemokratiet ikke gør nok for at sænke fødevarepriserne i en tid, hvor Danmark har doneret over 70 milliarder til Ukraine.
»Vi har jo kæmpe overskud af ressourcer. Men hvorfor skal det hele fyres af på en krig, som vi ikke kan vinde,« lyder det fra Arne Juhl.
En bekymring, som Ane Halsboe giver udtryk for at have stor forståelse for i Borgerlig Tabloid:
»Min fornemmeste opgave det er at sørge for, at danskerne føler sig set og hørt. Så når danskerne prøver at sige til mig, at det er for dyrt at handle ind, og at de derfor synes, det er svært, at krigen i Ukraine koster os så meget, så er det da en bekymring, der skal tages alvorligt,« lyder det fra Halsboe, der fortsætter:
»Men jeg tror bare ikke på, at danskerne siger, at vi skal lade ukrainerne sejle i deres egen sø, men vi skal se deres hverdag også.«
Om Socialdemokratiet formår det, spørger Joachim B. Olsen i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor Ane Halsboe uddeler øretæver til Dansk Folkeparti, som hun mener fører en »uærlig« fødevarekampagne.
Hør debatten i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

