Da jeg var gift, stod min mand altid op om morgenen, tog sig af ungerne og sørgede for, de kom i børnehave og skole.

Jeg lå bare og sov eller stenede lidt og kunne lige kravle ud af sengen, hvis tiden skred, eller jeg kunne høre min datter lave drama over en eller anden detalje, der kunne rive hele morgenrutinen fra hinanden.

Han gjorde mig ofte opmærksom på, hvor priviligeret jeg var, og jeg takkede lidt halvhjertet.

Men nu – med vores meget moderne deleordning – jeg skal da lige love for, at jeg forstår, hvilket helvede jeg er sluppet for de første knap syv år af min ældstes levetid.

Undskyld mig, men hvad fanden er det for en syg ide, at børn skal møde kl. 8 i skole om morgenen?

Ud over at jeg selv synes, det er latterlig tidligt, så læste jeg engang i det fagblad, der hedder Folkeskolen, at 80 procent af alle mellem 10 og 20 år er B-mennesker! 80!

Og nyeste forskning tyder på, at elevernes indlæringsevne, motivation og præstation kan øges ved, at eleverne modtager undervisning i takt med deres indre biologiske ur.

Og de fleste kan sgu da se med egne øjne, at børnene ovre i mine ungers skole er helt bælgøjede, og at de voksne er helt maste af at skynde på deres rundtossede små unger i håbet om at komme til tiden.

Alle ligner nogen, der lige kunne have brugt bare en enkelt time i sengen eller ved morgenbordet.

Jamen, der er jo faktisk folk, der skal på arbejde, lyder et af de åndssvageste argumenter for at starte skoledagen tidligt. Og til det er der kun at sige, ja, men der er sateme også mange, der ikke skal. Fx dem, der arbejder i Matas, i H&M, i en restaurant, hjemme, flex, med USA, på en avis eller dem, der har aftenvagt m.fl.

De tidlige mødetider gav måske mening, dengang vi var et landbrugs- og industrisamfund, og alt arbejde var manuelt og skulle udføres synkront, fordi man var afhængig af samlebåndet.

I dag er vi et vidensamfund, hvor vi arbejder langt mere fleksibelt og asynkront med hensyn til både tid og geografi.

Forældres arbejdstider kan derfor aldrig nogensinde blive argument for at starte ungernes skoledag på så ukristeligt et tidspunkt og smadre mere end halvdelen af danske børnefamiliers start på dagen med hast og jag, skynde på ungerne og alt det, der skaber en røvsyg start på dagen og resten af livet.

Dem, der starter dagen tidligt, som håndværkere og sygeplejersker, de har jo heldigvis muligheden for alligevel at dumpe arvingerne af i SFO'en. Og sandheden er jo, at selv om undervisningen går i gang kl. 8, bliver børnene jo ikke hentet tidligere fra netop SFO, end hvis den starter kl. 9.

Tre nedslag fra ugen

Jeg blev virkelig overrasket, da hertug og hertuginde af Sussex, Harry og Meghan, annoncerede, at de træder tilbage som såkaldt senior-royalty. Ikke mindst, at de gjorde det officielt på det noget uhøjtidelige medie Instagram.

Men hvad betyder det så?

De har jo ikke besluttet at abdicere, men de skriver faktisk, at de vil arbejde hen imod at leve økonomisk uafhængigt, mens de passer nogle protektioner. Jeg gætter på, at Harry er mærket af sin mors liv og død og frygter, at hans kone skal gennemleve samme massive opmærksomhed fra den til tider barske britiske presse. Som den kæmpe republikaner jeg er, så klapper jeg og siger al mulig held og lykke! Lev jeres liv og lev det godt.

Jeg blev virkelig målløs, da jeg var til gallapremiere på 'De forbandende år'. Jeg mindes ikke at have set dårligere dansk film, nogensinde!? Skuespillet var som at se en 6. klasse levere et hjemmelavet stykke, og manuskriptet overgik 'Sanne – the Musical', hvad angår 100 procent urealistiske, tåbelige og sygt udpenslende replikker. 'Show it – don’t tell it' er ikke noget, man havde arbejdet med.

Jeg tror seriøst, at jeg i biografsalen glædede mig mere til Danmarks befrielse, end nogen danskere gjorde under krigen, så vi kunne slippe ud af det dilettantiske mareridt af en film. Eneste formildende omstændighed var – og dog helt uden nogen mening – at den slap biografgængerne ud i 1943.

Jeg blev virkelig irriteret, da jeg læste, at Charlotte Bircow insisterede på, at Henriette Zobel ikke døde alene. Det gjorde hun. Og det må Henriettes venner og familie leve med. At begynde at ændre på en kvindes eftermæle, fordi det måske gør lidt ondt i samvittigheden, det kan jeg sådan set godt forstå, men hvis ikke man indser og erkender, hvad realiteten var, så kommer ingen videre. Eller bliver klogere.

I ugens Se og Hør fortæller Henriettes gode ven Jesper den grusomme sandhed, og det bør Henriette Zobels venner bruge et par minutter til at tænke over. Også selv om det gør lidt nas i selvforståelsen eller mavsen