Debatindlæg af Anahita Malakians, debattør og folketingskandidat (V)

Så savner du vel dine børn?

Det er et spørgsmål, jeg som deleforælder til tre børn ofte møder, når jeg fortæller om min 7/7-ordning med to fædre. En ordning, som jeg har haft for mine to store på 10 og 12 år i snart otte år. Den sidste på fem år er ved at have et-års-jubilæum som delebarn.

Men for at vende tilbage til spørgsmålet om savnet til mine børn. Mit svar er altid lidt tøvende, for hvordan får man egentlig fortalt sandheden uden at fremstå som en egoistisk hjerteløs forælder i andres øjne? Men svaret er såre simpelt. Det er, at det gør jeg faktisk ikke.

Tag endelig ikke fejl! Jeg elsker skam mine børn over alt i verden. Jeg gør alt, der står i min magt, for at de skal få en glad barndom med alt, hvad de har behov for. De har deres sport, venner og skolekammerater. De har alt undtagen en kernefamilie, som vi forstår den i traditionel forstand.

Men i mine øjne har de en anden slags kernefamilie. En familie, som består af fire søskende med fire forskellige forældre. De har en familie, der mødes på kryds og tværs til fødselsdage, højtider og særlige dage. Familien mødes også for ren hygge en fredag aften, som når mine to eks'er mødes med børnene i deres uger uden i øvrigt at invitere mig med. Mine børn har også deres mormor og morfar i nærheden, som ikke kun er der til hjælp for mig i mine uger, men til hele familien - herunder eks-svigersønnerne.

Mine børn har to fantastiske fædre, der er med til at danne dem og give dem de samme oplevelser som jeg selv. Og med den viden kan jeg også føle mig tryg nok i hverdagen, til at jeg ikke behøver at savne dem. Jeg føler ingen knugen i brystet eller hul i maven hver mandag, når jeg afleverer dem. De er ikke de første, jeg tænker på om morgenen, eller det sidste, når jeg lægger mig til at sove.

Savn betyder, at vi er mennesker med passion og følelser og i stand til at føle hengivenhed og kærlighed for andre, når vi ikke kan være tæt på dem. Vi savner, fordi vi elsker. Men til trods for at savn er et vidnesbyrd om, at nogen betyder rigtig meget for dig, er det samtidig også en meget anstrengende følelse. Savn kan føre til passivitet og være så lammende, at det fører til en dårlig spiral, hvor alting går i stå. Tankerne går i konstant datid, og fremtid kan virke meningsløst for en. Vi mennesker gør os afhængige af andre, hvilket er naturligt, idet vi er sociale væsener.

Jeg har mødt en del fædre, som havde svært ved at vænne sig til savnet af deres børn og hele tanken om det, der engang var, og som de nu har mistet.

Fædre, der måske også havde svært ved at forene sig med, at de ikke længere var nogens afhængighed – heller ikke børnenes.

Men måske det er derfor, at jeg ikke savner. Jeg føler ikke, at jeg har mistet nogen eller noget. Jeg har stadig min familie i mit liv, bare i et andet format. Det er måske netop, fordi jeg har den tryghed, at jeg kan tillade mig at sige, at jeg ikke savner mine børn. Jeg bliver ikke passiv i min fri-uge, men nyder mit liv som enlig. Lader mine batterier op og fylder det med egoistiske glæder som venner, dates og fester i fritiden, som vi ærlig talt må indrømme kan være svært, når man har børnene på fuldtid.

Næste uge kan jeg så være forælder 100 procent, hvor jeg giver mig fuldt ud til børnene med legeaftaler, kørsel til sportsaktiviteter, madplaner og godnat-læsning. Ren kærlighed og omsorg til dem. Lad os også lige erkende, at børn faktisk er vanskelige og knap så fede at omgås hele tiden. Selv ens egne. Kernefamilieforældre glæder sig, når de får et enkelt pusterum til at gøre noget for dem selv – vi gør ligeså og har bare systematiseret det med lidt flere dage. Og vi elsker det, selvom vi ikke altid vil indrømme det.

Men ærlig talt, jeg vil da langt hellere være denne forælder, jeg er nu end én, der kun giver sig 60 procent i hverdagen, men bor med børnene på fuldtid - måske i et dårligt forhold.

Jeg synes, at det burde være på tide at lægge skammen væk som deleforælder. Vi nyder det alle sammen, men ingen af os tør indrømme det helt. For tænk, hvis vi fremstår hjertesløse. Men det er bare ikke sandheden. Vi elsker lige så meget vores børn som alle andre forældre i andre familieformer. Vi nyder bare også livet uden dem uden at have dårlig samvittighed over det. Det er der absolut ikke noget galt i.