De fleste danskere ville stemme på demokraternes Kamala Harris, hvis de i morgen skulle stemme til det amerikanske valg.

Faktisk hele 88 procent.

Og der er mange danskere, der har svært ved at forstå, hvordan man kan stemme på Donald Trump.

Om ikke andet, er det netop det, som op mod halvdelen af de amerikanske vælgere har gjort eller gør i morgen, når valgstederne åbner.

En af dem er Simon Stewart.

»Han (Donald Trump red.) er karismatisk og en frihedsfigur – og så kan jeg godt lide det, han står for. Især i forhold til at bekæmpe inflation og illegal immigration. Sidstnævnte er helt klart den største udfordring lige nu. Vi bliver nødt til at have styr på dem, der er i vores land.«

»Jeg er bange for, hvad der sker ved grænserne, hvis Kamala Harris vinder.«

Sådan fortæller Simon Stewart i B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid.

Simon Stewart er amerikaner, men han har boet i Danmark i 20 år med sin danske kone, som han har to børn med.

Her har han arbejdet som fysisk træner for flere danske olympiske atleter.

20 år i det danske velfærdssamfund har dog ikke gjort ham mere demokratisk. Tværtimod.

»Du bliver nødt til at forstå, at I i Danmark har et godt system, der gør en masse gode ting. I USA er systemet drevet rigtigt dårligt, i min optik. Derfor vil jeg gerne have en lille stat.«

Adspurgt hvad det er, danskerne - ifølge ham - ikke forstår, når de ikke kan se fornuften i at stemme på Donald Trump, fortæller han.

»Han vækker en særlig følelse af, hvad det vil sige at være amerikaner. Det er han virkelig god til. Hvis du er amerikaner, så forstår du det. Hvis ikke du er amerikaner, så forstår du det ikke.«

Han fortsætter:

»Han er indbegrebet af den amerikanske drøm. Det er ikke fordi, han kom fra ingenting, men han har opnået meget i sit liv. Han har fejlet en del, men i sidste ende vandt han. Han blev præsident, han er milliardær, han har en supermodel som kone. Amerikanere elsker en vinder, der aldrig giver op. Det er den ‘vibe’, man får fra ham.«

Men hvordan forholder Simon Stewart sig til Trumps reaktion på nederlaget i 2020, stormen på Kongressen og det faktum, at det hele kan gentage sig, hvis han taber valget igen?

Det svarer Simon Stewart på i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor vært og debatredaktør Joachim B. Olsen også afslører, hvem han håber, der vinder valget.

Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder:

Podcast

Simon stemmer på Trump: If you’re not American, you don’t get it

Herhjemme ville næsten 90 procent af danskerne stemme på demokraternes Kamala Harris, hvis de skulle stemme til det amerikanske valg - og de fleste danskere kan ikke begribe, at nogen kunne finde på at stemme på Donald Trump. Alligevel er det netop det, flere millioner amerikanere gør i morgen. Vi taler med en af dem, der allerede har brevstemt. Han har boet i Danmark i 20 år, men det er han ikke blevet mere demokratisk af. Vi spørger, hvorfor han (stadig) stemmer på Trump.  Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Simon Stewart, træner og amerikansk Trump-vælger  Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Jens Marrot og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke