Måske kommer Rasmus Paludan i Folketinget – men så send ham hen i yderste plovfure.

'Send sagen i udvalg,' sådan lyder det en gang imellem, og så bliver mange i omklædningsrummene og på bodegaerne rasende: 'Så sker der ikke en skid.'

Jeg har godt nyt til jer.

I al almindelighed betyder det faktisk, at kyndige folk, der læser alle de papirer, vi andre ikke gider eller forstår os på, skal træffe beslutninger på vores vegne. Ikke så ringe!

I Folketinget er der et overset udvalg, som hedder 'udvalget til valgs prøvelse!' De gode mennesker, der bliver udpeget efter hvert valg, har tre opgaver:

Den ene er at godkende eller forkaste en kandidat. Nu spørger jeg så: Kan man acceptere en kandidat, der har udtalt sig ringeagtende om en stor befolkningsgruppe (alle muslimer), der lovligt befinder sig i Danmark?

Det kan man måske??? Eller hvad???

Men kan man også udtale sig ringeagtende og true etniske danskere, der er dumme, mangler kognitive evner f.eks. demens eller har stemt på De Radikale eller Enhedslisten. Eller dem, der ikke bidrager økonomisk til det danske samfund?

De skal ifølge Paludan efter en farlighedsvurdering anbringes i fængsel eller lejre langt væk fra samfundet. Nå da da da. Man kan have været så 'uforsigtig' at sammenligne dette med nazisme.

Men det var altså præcis, hvad det gik ud på.

Det var jo ikke 'bare' jøderne. Det var dengang alle, der var anderledes. Nazismen startede jo ikke bare med, at man ødelagde jødernes butikker. Det var en systematisk nedvurdering og læggen for had af bestemte befolkningsgrupper. Det var ORD, som blev accepteret efter nogen tid.

Jeg kan godt undre mig over, at nogle danske politiske ledere finder sig i en partilederrunde at blive kaldt 'landsforræderel. Det nemmeste er at holde kæft. Det var der mange, der gjorde engang. Hvor er I, vores ledere?

Holder I også bare mund?

Jeg synes, at 'udvalget for valgs prøvelse' har et problem – eller lad os bare kalde det et godt spørgsmål. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at der er et publikum til Rasmus Paludan, og at han kan blive valgt.

Når jeg ser på min Facebook-profil, at der to gange er smækket tegninger op på min hoveddør og på mit plankeværk, så er jeg sikker på, at der er nogle, der giver ham ret.

Men skal Folketinget så også godkende ham som værdigt medlem af samme ting?

Jeg er ikke så optaget af, om han bliver valgt eller ej. Det, jeg er mest ked af, er, at Danmark bliver kendt i udlandet for at vælge et parti med de synspunkter. Mange har jo udtrykt, at hvis nogle muslimer, totalt radikaliserede og skudt i roen, udfører terror, så er alle muslimer sådan.

Sådan bliver vi danskere også fremover karakteriseret, hvis vi ikke siger fra. Lad ham nu bare havne, hvor vi andre gjorde som nye medlemmer, nemlig i grebningen. Det er bageste række i folketingssalen, hvor de nye medlemmer bliver placeret. Det betyder også i en stald, at det er grebningen, hvor køerne skider.

Må han trives der.

Jeg håber bare, at de danske partier kan blive enige om, at de ikke vil have noget med ham at gøre. Alle har ret til at blive valgt, hvis en tilstrækkelig del af befolkningen synes det. Ingen tvivl om det. Men ingen kan tvinge Folketingets partier til at samarbejde med dem eller at give dem indflydelse.

Husk det nu.

Og god valgkamp, forresten.

Mimi.