»Det er det, jeg er.«

Sådan siger Sebastian Joubert Skotte Kaimson, som er formand for Konservativ Ungdom i Aarhus om den betegnelse, han foretrækker, andre bruger om ham.

Han vil nemlig gerne kaldes ‘borgerlig neger’ eller bare neger.

»Jeg kan sagtens forstå, at folk kan synes, det er over grænsen at kalde folk negere, fordi det associeres med slavehandel og racisme, men det er jeg jo,« sagde Sebastian Joubert Skotte Kaimson, der tirsdag deltog i en Facebook-live på B.T., fordi han er blevet provokeret af Radio24Syvs sommerprogram ‘Mary og de Gamle Hvide Mænd’.

Her er debattøren, juristen og afrodanskeren Mary Consolata Namagambe vært og debatterer blandt andet, hvad det vil sige at være dansk, kvoteflygtninge, udviklingsbistand og brugen af ordet neger med gamle, hvide mænd.

Og netop ordet neger forbinder Mary Consolata Namagambe med de afrikanere, som blandt andet Danmark gjorde til slaver mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet. Hun har tidligere sagt til B.T., at bruget af ordet neger er et tegn på benægtelse af Danmarks mørke fortid.

Det må nogen have en anden holdning til, tænkte Sebastian Joubert Kaimson, da han hørte den aktuelle serie på 24Syv debattere emnet.

Derfor skrev han til B.T.s debatredaktør, Sanne Fahnøe, som tog debatten sammen med B.T.s følgere. Se hele debatten øverst.

Blandt andet Karina Jensen, som skrev:

'Fordi han synes, det er i orden at blive tiltalt og omtalt med dette ord, er ikke det samme, som at andre vil tiltales eller omtales med selv samme. Lad det nu bare være op til individet, hvor deres grænser går. Han taler ikke på alle sortes vegne, kun sine egne,' hvortil debattøren svarede:

»Hvis folk bare bruger ordet neger om mig, er det kun min hudfarve, de gør opmærksom på. Men det er ikke hudfarven, der definerer min personlighed.«

B.T.s debatredaktør fulgte op med en række spørgsmål:

Men er det ikke netop med til at reducere dig til en hudfarve, hvis man kalder dig neger? Du er jo også mand og politisk aktiv f.eks.

»Sådan tænker jeg det ikke. Ordet ville selvfølgelig ikke fungere, hvis jeg var hvid. Men jo, det definerer mig. For det er jo sådan, jeg ser ud,« svarede Sebastian Joubert Skotte Kaimson med henvisning til ordets oprindelse i den latinske betegnelse niger, som betyder sort.

Er det ok, hvis jeg siger til min søn ‘se, der går en neger’ på gaden, og manden kan høre det?

»Det er lige på grænsen, for vi ved ikke, hvad manden tænker om det. Jeg kunne heller ikke finde på at kalde nogle af mine venner for negere, hvis jeg ikke vidste, hvordan de ville reagere på det. Man skal ikke bruge det bare for at bruge det.«

Men kan man så ikke droppe at bruge ordet?

»Nej, for det vil være ærgerligt, hvis der er en gruppe, der tager patent på at sige, at vi ikke må bruge det eller tænke det. Jeg vil gerne bruge det på mig selv. Og det er et problem, hvis der er andre, der siger, at jeg ikke må bruge det om mig selv.«