På det seneste har jeg tænkt en del over romantiske forhold.
Hvor forskellige vi alle sammen egentlig lever dem. Men måske mere interessant: Hvordan de ændrer karakter med tiden. Både for os med flere forhold, men måske også for dem, der er sammen hele livet.
Det har de i hvert fald gjort for mig. Mine tidlige forhold afspejlede i langt højere grad mine egne sår og skyggesider fra min barndom. Fordi jeg automatisk søgte forhold, som ubevidst repræsenterede det, jeg havde lært om forhold og kærlighed fra min barndom.
Det, jeg havde set og oplevet, blev mit romantiske kærlighedskompas, som navigerede mig ind i mine tidlige forhold. Og det er nok meget naturligt på det tidspunkt i livet. At vi laver en slags 'copy-paste' på alt det, vi har lært.
Om vi vil det eller ej. Om det er kærlighedsfyldt eller ej.
I dag går jeg nok til forhold på en mere bevidst og nysgerrig måde, for idet man arbejder med sig selv og lærer af sine forhold, bliver man også mere klar over, hvad der hører fortiden til, og hvad man autentisk ønsker af denne del af livet.
Derfor er det også vigtigt at kigge sig selv i 'forholdsspejlet' og undersøge, hvordan vi altid selv er en del af dynamikken – af kærligheden, af skænderierne, af bruddene.
I mine tidligere forhold kan jeg se, at jeg holdt mig meget tilbage. Jeg gav ikke altid udtryk for mine behov og mine tanker og følelser. Jeg fortalte ikke sandheden til folk, fordi jeg var bange for konsekvenserne og bange for at såre dem.
Jeg var varsom med mine ord, eller også udtrykte jeg dem slet ikke for ikke at virke krævende eller selvisk. Jeg var alt for 'people-pleasing' i mine forhold.
Men resultatet af det var, at jeg aldrig fuldt ud kunne elske min partner, som til gengæld aldrig fuldt ud kunne komme tæt på mig, fordi så meget var gemt.
Den bedste beslutning, jeg har taget nu her i en 'voksen' alder, er at love mig selv at tage alle de samtaler, som jeg ikke ønsker at have.
For det er de samtaler, som virkelig betyder noget. En beslutning om aldrig at gemme på mine ord. For ved at gemme dem gemmer jeg mig selv. En beslutning om aldrig at være slave af min angst og andre menneskers meninger.
Den indsigt har vækket nogle stærke følelser af ansvarlighed og frihed. For virkeligheden er den, at jeg er den eneste ansvarlige for måden, hvorpå jeg elsker, og måden, jeg vælger at være på.
Min evne til at elske er ikke afhængig af nogen. Ikke afhængig af nogen partner. Men min egen evne til at dele mit hjerte og min sjæl.
Vi higer alle efter den ubetingede og dybe kærlighed. Og vi beklager os ofte over, at vi ikke føler den fra vores partner, eller at den ikke eksisterer.
Problemet er bare, at vi ikke kan kræve af andre, hvad vi ikke giver til os selv. Hvis du er tilbageholden med dine ord, er du tilbageholden med din kærlighed.
Men deler du hele sandheden, alle dine behov, din usikkerhed, dine drømme og inderste tanker, så vil du opleve at få den kærlighed, du så inderligt søger. For du vil have givet den til dig selv først.
