De sidste 20-30 år er vi holdt op med at leve. Vi forsøger godt nok alverdens ting for at holde os i live længere, men livet er blevet så kedeligt, at det næsten kan være godt det samme …

»Jeg synes faktisk, det har været skidesjovt at date. Det har været spændende at møde så mange nye og interessante kvinder, og jeg har en oplevelse af, at hver eneste af dem har været en engel, der er blevet sendt til mig med noget, jeg skulle lære …«

Ordene kommer fra en date, jeg sidder sammen med på Islands Brygge. Med en pose kolde øl imellem os sidder vi med benene dinglende ud over kanten, mens vi grinende snakker om vores datingerfaringer og ikke mindst, hvordan vi har det med hele 'miljøet' og den måde at mødes på. Han er helt klart mere positiv over for dating, end jeg er, og han fortsætter:

»Og jeg har faktisk fundet ud af, hvad du skal lære mig …«

Undrende kigger jeg på denne veluddannede og intelligente mand og spørger:

»Hvad skulle det være? Jeg har svært ved at se, at jeg skulle kunne lære dig noget som helst …«

»Jo, du skal lære mig at leve livet!«

Den tygger jeg lidt på, inden jeg svarer:

»Okay, det tror jeg faktisk godt, jeg kan!«

For det kræver ikke meget eftertanke for mig at vide, at jeg lever meget anderledes end de fleste i dag.

Jeg dyrker ikke sport. Jeg ryger, drikker alkohol og går i byen, hvis jeg har lyst. Jeg har ikke den fjerneste interesse i palæo- eller stenalderkost og har hverken en coach eller lavet en ironman.

Mit navn er også stadig det samme, og jeg er heller ikke blevet buddhist eller holistisk på mine gamle dage. Jeg hader ordene 'skal' og 'bør', så jeg har smidt både bh og bikinitop, selv om barmen for længst har givet op over for tyngdekraften.

Men vigtigst af alt: Jeg formår stadig at smile og slå en høj latter op, selv når huset er ved at falde ned omkring mig. For jeg bekymrer mig ikke om ret meget, men er i stedet fortrøstningsfuld. Selv om jeg sagtens kan se fornuften i at droppe smøgerne og skære kraftigt ned på alkoholen, tror jeg bare ikke på, at det er det vigtigste i sidste ende.

Jeg vil aldrig anbefale mine børn at ryge, og jeg forsøger at give dem et fornuftigt forhold til alkohol, men når det er sagt, er min vigtigste anbefaling til dem: Gør det, der gør dig glad! Uanset om det gælder valg af uddannelse, partner, bolig, livsstil osv.

For det tror jeg på. At det vigtigste for at få et både godt og langt liv er, hvordan vi møder livet. At vi går igennem det med en positiv ånd og med mennesker, aktiviteter og ting, der gør os glade. I hvert fald ikke det modsatte. Og at vi byder os til for andre mennesker og gør ting, der gør dem glade. At vi fylder livet med glæde for både os selv og andre. Det er så kort tid, vi er her, så lad os da nyde den korte tid, vi har, og fylde den med gode ting.

For noget tid siden så jeg et par komme forbi mit køkkenvindue. Begge var iført løbetøj, kvinden skubbede en løbevogn foran sig med en noget mut lille pige, og ved siden af manden cyklede en stortudende dreng på fire-fem år på en balancecykel.

Begge forældre så ud, som om de var midt i et levende mareridt, og min første tanke var: Hvorfor gør I det? Hvem har fornøjelse af det her? Og den næste: Så gå dog hjem, sæt fjernsynet på Ramasjang til ungerne, og gå ind i soveværelset og knald!

Men jeg holdt det for mig selv. Og selv om jeg havde sagt det højt, tvivler jeg på, at de havde lyttet.

For vi gør det ikke længere. Lever. Og lever livet. Men måske vi skulle prøve igen?