Hvad så med børnene?

I dag, her efter 26 års samliv med min mand, har vi to ret selvstændige børn på 19 og 23 år, der er afslappede og næsten synes, det er naturligt, at deres far og mor har kærlige og seksuelle relationer til andre end hinanden. Men der skulle en tilpasningsperiode til.

Vores lille familie sad samlet på terrassen. Vores datter på 19 år var flyttet hjemmefra, men vi havde bedt hende komme til en familieaften, fordi der var noget, vi gerne ville fortælle hende og hendes bror på 16 år.

Vores børn har været vant til, at der snakkes om dybe og komplekse følelser, og at ingen skal gå og gemme på noget, der er svært. Vi arbejder mest hjemmefra, men har meget plads på vores landejendom med tre huse, så vi er både tætte, men der er også meget plads til at være sig selv.

»Hvordan synes I, stemningen har været det sidste lille års tid her i huset?«

»Tjaaa øhhh - meget god - I er ret glade, men også lidt fjollede nogle gange – og så er du mere væk, mor, men DET gør altså ikke noget,« sagde sønnike.

Vores datter havde travlt med sit eget, så hun havde ikke rigtig lagt mærke til noget anderledes.

»Vi har prøvet at se andre nu i en periode og har besluttet, at det er en måde, vi vil fortsætte med at leve på. Det er så skønt at måtte lære andre mænd at kende, når vi har været sammen så længe – og jeg under godt jeres far at opleve andre kvinder end mig – tænk hvis vi bliver sammen – lad os sige 38 år mere – hvis han så ikke må røre andre kvinder i 60 år – det er altså for skørt. Vi har aldrig haft det bedre sammen, fordi vi giver hinanden frihed.«



Først var de lidt stille, så udbrød sønnike:

»Hø, det havde jeg da regnet ud. Mor har haft besøg at ham dér med den fede bil flere gange, selvom hun sagde, det bare var en ny ven, der havde problemer og ville snakke. Men det er da utroskab?«

»Det kan jeg altså godt sige jer, sådan vil min kæreste og jeg IKKE leve. I er lidt barnlige, men okay, jeg skal ikke bestemme over jer, I skal bare altid være så anderledes,« sagde vores datter med bestemt og lidt ophidset stemme.

»Vi vil gerne prøve at leve i et åbent forhold, hvor der er ærlighed om alt – der er ingen af os, der er hinanden utro, men vi er tro mod os selv ved at udtrykke vores egne behov og ønsker. Det kan så godt være, at alt ikke kan lade sig gøre, men vi vil ikke skjule nogen drømme over for hinanden. Men det er IKKE ensbetydende med, at vi tror, det er noget for jer - slet slet ikke. Tror, man skal være i et 'gammelt' forhold, for at det ikke bliver for slidsomt.«

Sønnike så tænksom ud:

»Altså, jeg kysser både med Laura og Sara – ved ikke rigtig, hvem jeg vil mere med, og de er veninder, og jeg er så bange for, at de finder ud af det… måske jeg bare skulle sige det til dem, som det er.«

Vi andre tre kiggede målløse på mindstemand, og så grinede vi alle fire – ofte er det ham, der med sit rolige tænksomme sind siger tingene mest enkelt og klogt.

En måned senere skulle vores datter hente nogle ting, og i forbifarten slyngede hun ud:

»Hmmm, ahhhhh, jeg har tænkt lidt over det, I sagde, altså måske om 10 eller 20 år kunne det jo godt være smart at have en anden kæreste, der for eksempel var vild med at rejse ... Men jeg gider bare ikke høre nogen detaljer om ham dér, du ser.«

To år efter en fredag aften:

»Far, jeg snupper bilen – er hjemme i morgen formiddag.«

»Nope, sønnike, jeg skal ind og hente nogle pakker.«

»Ejjj, sådan noget p...«

Min kæreste stod i køkkenet og overhørte samtalen.

»Tag min bil, men vær her senest kl. 10 i morgen.«

Da vores nu 18-årige søn rullede ud af indkørslen i en stor sort Audi i stedet for i vores lille røde Fiat Panda, var lykken gjort.

»Mor, det er altså ret fedt, at du har en kæreste.«

Og nej, nogle dage har vi også været udfordrede, skændtes og været kede af det, og sønnike har fornemmet, at alt ikke bare var lykke. Intet bliver perfekt.

Det er livet ikke. Og det vil vi heller ikke prøve at bilde vores børn ind. Men vi vil gerne vise dem, at de må forfølge DERES drømme.