Det danske forsvar er helt og aldeles til grin.

Vores krigsskibe er skrotbunker, der ikke kan skyde. Vores fly falder fra hinanden, og vi er lysår fra at have en brigade, der er kampdygtig ved frontlinjen.

Med andre ord er forsvaret »kørt i sænk – det er decideret kollapset.«

Sådan lyder det fra Peter Ernstved Rasmussen, der er reserveofficer, redaktør på forsvarsmediet OLFI og aktuel med bogen ‘Forsvarsløs’.

I mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid lægger han ikke fingre imellem, når han fælder dom over forsvarsministerens seneste 'milliard-lovning’ til Forsvaret.

Til Venstres landsmøde i weekenden, lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at Forsvaret har brug for flere penge, og at ekstraregningen kan løbe op i 300 milliarder.

Det er udover de 195 milliarder, der allerede er lovet Forsvaret i forsvarsforliget fra 2023.

Men ifølge Peter Ernstved er problemerne så omfattende, at der går rigtig mange år, før det danske forsvar kan, hvad det skal.

»Jeg kan stadig ikke se, at vi kommer til at have et velfungerende forsvar før om tidligst en generation – altså 30 år.«

Når det kommer til den danske forsvars udstyr og artilleri, lyder det fra Peter Ernstved, at »alt« skal skiftes ud.

»Vi har gjort en lang række fejlkøb, fordi mantraet altid har været at købe det billigste på markedet. Det betyder, at vi har et forsvar, der langt hen ad vejen ikke kan tale sammen med de andre NATO-allieredes.«

Han fortsætter: »Og når vi bliver ved med at gøre sådan noget, så gør vi altså i bukserne!«

Peter Ernstved giver et indblik i det danske forsvar, som de færreste kan gøre det i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder.

Podcast

Danmark er forsvarsløs: ‘De kommer med løgn, på løgn, på løgn!’

Til Venstres landsmøde i weekenden varslede forsvarsminister Troels Lund Poulsen en ekstraregning på 300 milliarder til det danske forsvar. Det er oveni de 200 milliarder, der allerede er sat af. Så er der (endelig) grund til at tro, at politikerne har taget udfordringerne i forsvaret alvorligt? Dagens gæst er (stadig) skeptisk. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Peter Ernstved Rasmussen, journalist på forsvarsmediet OLFI, reserveofficer og forfatter til bogen ‘Forsvarsløs - Når den største trussel kommer indefra’ Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Jens Marrot og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke