Undtagelsesvis sad jeg ikke i stillekupe forleden eftermiddag. Den stadig lidt lave martssol skinnede ind ad vinduerne på togets første etage.

Vi standsede på Trekroner Station, uden at jeg løftede blikket fra en tekst, jeg skrev på, og jeg nåede lige at tænke 'det må være RUC (Roskilde Universitet), der har fået fri', da det væltede ind i togvognen med helt unge studerende.

Jeg rettede lidt på gardinet, der skærmede for solen, kiggede rundt. De fleste havde hvide kabler fra hovedtelefonerne dinglende fra ørerne, monteret i iPhonen, der ikke forlod hånden, mens de krængede tasken af og slog sig i sædet.

De snakkede højlydt, grinede. Om det var med en stemme i den anden ende af det hvide kabel eller med det menneske, der sad ved siden af, ligeledes med hvide dutter i ørene og ledninger slaskende ad kinderne, var ikke helt til at gennemskue.

For uanset med hvem samtalen blev ført, var blikket rettet mod den lille skærm i håndfladen. Andre sad fuldkommen isoleret fra omverdenen med det, Ghita Nørby kalder ørebasser spændt rundt om hovedet.

Mennesket med ørebasserne og det blanke blik minder mig altid om en dystopisk science fiction-novelle af Svend Åge Madsen, der for 15 år siden var fast danskpensum i gymnasiet som en løftet pegefinger om, hvor galt det kan gå, hvis teknologien og digitaliseringen tager styringen over os.

Personerne i novellen havde en indopereret haleantenne, og signalet til fjernsynskanalerne var koblet direkte til synsnerven, de talte ikke sammen, levede ikke sammen, elskede ikke, følte ikke, kunne intet med hinanden, men sjoskede rundt med hver deres film eller realityshow for det indre blik.

Engang langt ude i en fjern fremtid udspillede novellen sig – en fremtid, der allerede er overhalet af nettet, de sociale medier og platforme, hvor hundredtusindvis af danskere dagligt følger influencere på YouTube, Instagram, Snapchat, Facebook, og hvad det altsammen hedder.

Som det ligger i ordets betydning, har en influencer indflydelse på andre mennesker – en stemme, der influerer på folks liv og livsstil. Det er jo nærliggende at tro, at en influencer er et menneske, der har en dybt funderet viden eller visdom at øse af og derfor har indflydelse.

Men en influencer kvalificerer sig ved det modsatte: Ved ikke at vide og ikke at kunne andet end at fortælle, hvordan man smører rouge på kinderne, og hvilke tamponer der suger bedst. Det er dét.

Og det var selvfølgelig sådan en influencer, samtalen handlede om, da to RUC-unge piger bag mig vældigt forargede kvadrede løs. Jeg lyttede til brudstykker af samtalen:

»Michael Bertelsen var mega nederen«, »pisse synd for Amalie Have - hel' ærli' altså« og »det er også, fordi man vedtog engang i 1800-tallet, at man bare må sige, hvad fanden man vil.«

Amalie Have - influenceren, der blev afsløret som en fuldkommen blæst dobbeltmoralsk hykler, hængt ud af den skånselsløse Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, følte sig krænket, krævede radioprogrammet fjernet og truede gennem Amnesty International Radio 24Syv med advokat.

De to unge piger skiftede emne – nu handlede det om nyt profilbillede, der var 'sygt nice'. Jeg lod ordene forsvinde i støjen fra højttalerudkaldet. Vi nærmede os Hovedbanegården.

Jeg noterede mig uadskillelige tre ting fra togturen, der bekymrer mig dybt ind i min sjæl: krænkelseskulturen, skærmkulturen og selvforelskelsen, der alt sammen nedbryder et menneske og alle sammenhænge, et menneske er sat i.

Og forfaldet er i fuld gang. I bogen 'Identity' bekymrer Francis Fukuyama sig for individets enorme behov for at blive anerkendt, og han skriver:

'Det er ikke nok, at jeg har en fornemmelse af mit eget værd, hvis andre ikke offentligt påskønner det, eller endnu værre, hvis de nedgør mig eller bare ikke erkender min eksistens.'

Der er en forventning om at få anerkendt sin identitet offentligt og ikke mindst taget urimeligt hensyn til den porøsitet og nærtagenhed, en helt igennem konstrueret identitet har. En identitet, der alene har sin grund i den fuldkomne fortabelse i sig selv - at man hele tiden kun ser på sig selv gennem andres øjne på én – på de sociale medier. Et selvbillede, der tager udsynet for verdenen, så vi i stedet lever for det menneske med dutter i ørerne ved siden af dig, der trænger til at blive set. Ikke af sig selv. Men af dig.

På vej op ad rulletrappen på Hovedbanegården står de to piger på trinnet bag mig og leverede med følgende ordveksling ufrivilligt konklusionen på denne klumme, og hvorfor det er gået så ravruskende galt:

»Ham der læreren, du ved, ham, der underviste i Kierkegaard – shit, hvor var det kedeligt.«

Dannelsestab.