I denne uge præsenterede regeringen sit udspil til en ny udligningsreform. Udligningen er et grotesk teknisk system at fordele efter Robin Hood-metoden mellem landets kommuner.

Nu vil regeringen fordele lidt mere og på en anden måde. Måske endda på en lidt mere gennemskuelig måde - ikke for borgerne, men for kommunerne.

Med regeringens udspil vil man flytte 1,4 mia. kroner fra hovedstadsområdet til resten af landet. 66 kommuner skal modtage penge, mens 32 skal betale.

Regeringen vil selv lægge en halv milliard ekstra i fordelingspuljen. Venstre foreslår 1,5 mia. kr. Det står - i begge tilfælde - uklart, hvor pengene skal komme fra.

Næsten alle kan blive enige om, at en kommune som eksempelvis Guldborgsund skal modtage, og at en kommune som København skal afgive penge.

Men er det for eksempel rimeligt, at en 'rig' kommune skal afgive penge til en kommune, der har tænkt sig at sætte skatten ned? Gentofte skal eksempelvis aflevere mange penge, blandt andet til en kommune som Kalundborg, hvor man vil sætte skatten ned.

Det er stadig op til den enkelte kommune, hvordan man vil bruge pengene. Igennem de seneste 10-15 år er der dog lagt stramme rammer ned over kommunernes muligheder for selv at prioritere.

Der er blandt andet loft over, hvor meget kommunerne må bygge for, hvor meget skatten må stige, og hvor meget man må bruge på service - når man ser kommunerne samlet.

Regerigen lægger op til, at kommunerne gerne må lade skatten stige, så dem, der afleverer penge, kan hæve skatten for ikke at måtte sænke serviceniveauet.

Staten vil derefter sænke bundskatten i hele landet, så skatten ikke stiger samlet set. Om de også vil lade servicerammen stige står hen i det uvisse.

Det betyder, at skatten måske vil stige for nogen og falde for alle, mens serviceniveauet måske vil stige for de fleste, men også kan falde for nogen. Forvirret?

Systemet er uforståeligt, fordi man vil gøre det så retfærdigt som muligt og derfor måler på mange ting.

Regeringen har netop tilføjet gennemsnitlig levetid som et målepunkt. Så du kan vælge enten at stole på, at politikerne finder det mest retfærdige system, som du ikke kan forstå, eller du kan begynde at efterspørge et system, der er til at forstå, fordi det i sig selv er en slags retfærdighed.

Ugens fighter:

Hans Toft er borgmester i Gentofte, en af de 'rige' kommuner, som kommer til at aflevere mange penge til omfordelingen - uanset hvordan den endelige aftale lander.

Argumenterne tårner sig op foran en borgmester som Hans Toft, men han er typen, der kaster en håndfuld tal efter en kampvogn, hvis det er det eneste, han kan finde at skyde med.

Det lykkedes endda for Hans Toft at finde både fornuftige og saglige argumenter frem. Det ændrer bare ikke ved, at han kommer til at tabe krigen mod regeringens planer.

Men borgerne i Gentofte vil elsket ham for det. Det har de gjort i årtier.

Ugens håndværker:

Forhandlingerne om at spænde ben for boligspekulanter gik i hårdknude for regeringen i denne uge.

Jens Rohde (R) var ved at samle et flertal uden om regeringen med de blå partier, men så hoppede DF fra blå til rød blok og reddede regeringen.

Pudsigt nok samtidig med at den radikale folketingsgruppe besøgte statsminister Mette Frederiksen på Marienborg.

Man fornemmer Martin Rossens hånd bag værket. Mon ikke statsministerens spinmand har ringet til DFs spinmand med et lækkert kinderæg: Ydmygelse af de Radikale, DFs mandater i arbejde og bekræftelsen af det særlige forhold mellem S og DF.

Ugens kortsigtede sejr:

Der var »ved at gå lidt for meget cirkus i den«, sagde DF og indgik en boligaftale med regeringen.

Dermed har DF valgt at fastholde positionen som flyvende midtbane i dansk politik. Men var det nu klogt?

DFs valgnederlag havde mange forklaringer, men blandt dem var usikkerhed om, hvorvidt DF var til rød eller blå i dansk politik.

Partiet led også under en opfattelse af at være blevet for christiansborgsk, for taktisk og måske endda magtfuldkommen.

I denne sag kunne DF have tilføjet regeringen et nederlag sammen med blå blok og de Radikale, men de valgte i stedet at redde regeringen og svigte blå blok.

Vel at mærke uden at de på noget tidspunkt fik det til at handle om indholdet i aftalen. Det blev en bekræftelse af, at DF er, hvor de var før valget.