Der bliver stille i studiet.

Rie trækker vejret dybt ind og svarer med dirrende stemme:

»Lige meget hvordan udfaldet bliver, så orker jeg ikke mere.«

Hun holder vejret og fortsætter med tårer i øjnene:

»Jeg skal have sat et punktum for det her...«

I fredagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, fortæller 68-årige Rie Nisted Velling om det skattemareridt, der har hængt over hendes hoved de seneste ni år.

Hun er nemlig én af de danskere, der er blevet opkrævet mere i skat, end de har tjent.

I 2015 og 2016 har Skattestyrelsen nemlig vurderet, at hun både skulle beskattes som selvstændig og som lønmodtager – på en og samme tid – hvorfor de har beskattet de samme penge flere gange.

Først som selskabsskat. Så som udbytteskat. Og til sidst som personlig indkomst.

For selvom Rie er uddannet sygeplejerske, har hun de seneste 20 år drevet selvstændig konsulentvirksomhed, hvor hun blandt andet har hjulpet medicinalfirmer med at finde ud af, hvordan medicin virker.

Den mangeårige fodboldspiller og kommentator, Stig Tøfting, er også en af de danskere, der er blevet ramt af reglerne. Det har han netop fortalt om til Weekendavisen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Og det er netop derfor, hun er blevet ramt af nogle helt særlige skatteregler, der kan udløse både dobbelt- og triplebeskatning af selvstændige erhvervsdrivende.

En beskatning, der i Ries tilfælde løber op i 115 procent, hvorfor hun nu står med en milliongæld, som hun endnu ikke kender det endelige omfang af.

»Oprindeligt var det jo 2,3 millioner. Men præcis hvor stor gælden er i dag, det ved jeg faktisk ikke,« lyder det fra Rie.

I podcasten fortæller hun, hvordan hun i alle årene har været en lovlydig skatteborger og haft revisor på sine regnskaber.

Og derfor rammer det ekstra hårdt, når hun igennem hele forløbet er blevet »mødt af en mur,« når hun har forsøgt at råbe skattemyndighederne op.

I podcasten bliver Rie rørt ad flere omgange, når hun bliver spurgt ind til, hvilke konsekvenser sagen har haft for hende.

»Jeg har forsøgt at sige til mig selv, at det skal ikke have lov til at fylde det hele. For hvis det fylder det hele, så vinder de.«

Hun fortsætter: »Men jeg har også oplevet i rigtig mange – ellers glædelige sammenhænge – at den der sorte sky har taget toppen af glæden,« lyder det fra Rie, der afslutter:

»Du kan ikke tillade dig at være helt glad. Så det tager noget livsglæde.«

I podcasten fortæller Rie, at hun har måttet droppe at gå på pension og »nyde sin tredje alder« med sine børnebørn.

I stedet er hun nødt til at arbejde 30 timer om ugen for at kunne betale den skattegæld, hun ikke selv er skyld i.

I december 2025 vandt Rie sagen i byretten. Skatteministeriet valgte dog at anke, og derfor er det fortsat uvist, hvor sagen ender.

Og selvom skatteminister Jakob Engel-Schmidt har lovet at fremsætte en lovændring inden året er omme, er den mørke sky over Ries tilværelse endnu ikke fordrevet.

»Jeg tør stadigvæk ikke tro på noget, før det sker.«

Hør Ries fortælling i fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor hun er akkompagneret af Martin Ågerup, der er direktør i interesseorganisationen Skattebetalerne. 

Her udtrykker han blandt andet sin forargelse over, at ingen politikere har gjort noget på området, på trods af at problemet har eksisteret i over 20 år.

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Forestil dig, at staten opkræver hele din indtægt i skat og så lige 15 procent oveni i det. Så du ender med at betale MERE i skat – end du har tjent. Det lyder grotesk, og det er det også – men det er virkeligheden for dagens gæst. Og det er hendes historie, du skal høre i dagens afsnit. En historie om grådige skattemyndigheder, som tilsidesætter sund fornuft, rimelighed og almindelig anstændighed i jagten på at fylde statskassen. Men også en historie, som får en til at tvivle på, hvor velfungerende vores demokrati egentlig er. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Rie Nisted Velling, sygeplejerske og konsulent Martin Ågerup, direktør i foreningen Skattebetalerne Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.