Hvis vejret viser sig nådigt, er der ikke meget, der slår en sankthansaften med et ordentligt bål. Det er simpelthen en af en af de smukkeste traditioner, vi har i Danmark.

På sin vis er sankthansaften en Maggi-terning af mange af de fineste ting ved vores lille land.

Aftenen bygger på ældgamle nordiske traditioner for fejringen af solhvervet. Således begynder vi fra nu af atter at tage langsom afsked med de lyse nætter, som vores forfædre har gjort det siden oldtiden. På den måde minder fejringen af sankthansaften os også om vores forbindelse til vores egen fortid.

Sankthansbålet er et glædesbål, hvor vi fejrer naturens gaver, men det er også en advarsel til mørke kræfter om at holde sig langt væk fra os.

Sankthansaften er naturligvis også kraftigt påvirket af kristendommens indtog og tilstedeværelse i Danmark, som så mange andre ting i vores samfund er det.

Aftenen er som bekendt i dag opkaldt efter selveste Johannes Døberen, den et halvt år ældre forgænger for Jesus. Lukasevangeliet beretter, at Johannes Døberens mor var et halvt år henne, da Helligånden kom til Maria. Fødselsdagen er fastsat til d. 24. juni, men i nordisk tradition fejrer vi store dage aftenen før - præcis som vi gør det med juleaften. Sankthansaften bliver på den måde også en fejring af den kultur, der har været med til at forme vores samfund og os selv.

I dag er der en udbredt tradition for taler ved bålet. Ofte fremført af en markant lokal personlighed med noget på hjerte.

Den gode sankthanstale er munter og maner til eftertænksomhed, og den har måske også et politisk budskab, selvom den sjældent ligefrem er en ideologisk flammetale.

På den måde minder sankthansaften os også om vores stolte og fine tradition for åben politisk debat med solid lokal forankring.

Endelig er der jo sangen. Vi synger sammen ved bålet på sankthansaften.

Der er genklang af både kirkens salmer og højskolernes højstemthed, når vi sammen med de andre, der er søgt til det lokale bål, synger Holger Drachmanns ‘Vi elsker vort land’ også kendt som ‘Midsommervisen’:

“vi vil fred her til lands Sankte Hans, Sankte Hans! /

Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde!”

Gu’ kan den så.

Uanset om man insisterer på den originale melodi af Melodi P. E. Lange-Müller fra 1885 eller Shu-bi-duas mere nutidige.

Historie, tradition, dialog og fællessang. Slet ikke noget tosset firkløver at markere med en vis højtidelighed.

I de senere år har der sneget sig en vis politisk korrekthed ind i fejringen. Nogle mener, at det er forkert at udlede al den CO2 fra bål og foretrækker en fejring med LED-pærer. Nogle mener, at det er forkasteligt, at vi brænder hekse på bålet, fordi det er både er makabert og kvindefjendsk.

Hekseafbrændinger er selvfølgelig et sort kapitel, men det kan man jo så passende tænke lidt over, når man stirrer ind i flammerne. Fortiden bliver ikke anderledes af, at vi glemmer den.

Uanset hvordan du foretrækker dit bål - traditionelt, miljøvenligt, med eller uden stråheks - så er det uomtvisteligt, at det er hyggeligt og stemningsfuldt at samles i den lyse nat i selskab med næste og medborgere og besynge mange af de fine ting, der er med til at gøre Danmark til Danmark.

Fra dette hold derfor en mindelig opfordring til at stemme i ved aftenens bål.

Syng, så det kan høres!