Lørdag indviede kronprinsesse Mary den nye forbindelse fra Frederikssund over Roskilde Fjord - Kronprinsesse Marys Bro, som den hedder.

Det kommer til at koste 41 kroner for almindelige biler og 41 kroner for større køretøjer at passere broen, der efter de nuværende beregninger på den måde vil være tilbagebetalt af brugerne om 40 år.

Kronprinsesse Marys Bro er den kun tredje betalingsbro i Danmark. De to andre er mastodonterne Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Brugerbetalingen på Kronprinsesse Marys Bro møder kritik fra lokale pendlere og transporterhvervet i området, som jo umiddelbart får en udgift. Men der er også grund til at være kritisk over for betalingsbroer på et mere overordnet plan.

Da kronprinsesse Marys svigermor for mere end 20 år siden indviede Storebæltsbroen, var det med en forventning om en nogenlunde lignende tilbagebetalingstid.

Storebæltsforbindelsen er imidlertid blevet en større succes end beregnet målt på brugere, hvorfor gælden kunne være afdraget hurtigere.

Men i stedet for at skynde sig med at få betalt broen tilbage, så danskerne kunne køre gratis eller langt billigere over, blev Storebæltsbroen til en pengetank - en politisk kassekredit for idérige folkevalgte, om man vil.

Som da den daværende V-regering med en række forligspartier indgik en aftale, der betød, at A/S Storebælt hvert år frem til og med 2022 skulle overføre 9 mia. kroner til staten.

Pengene skulle gå til Infrastrukturfondens projekter, hvilket muligvis giver god mening, men som under alle omstændigheder havde den konsekvens, at tilbagebetalingsperioden for Storebælt blev forlænget med fem-seks år.

På den måde føres penge fra brugerbetaling altså direkte over i andre anlægsprojekter.

På samme måde har skiftende regeringer brugt økonomien i Storebæltsforbindelsen som en slags buffer, som kunne hjælpe dem med at realisere andre mål eller tilgodese andre politiske behov, der løbende har trængt sig på.

På Sund og Bælts hjemmeside kan man læse flere eksempler på dette under et afsnit om Storebæltsbroens økonomi. Blandt andre disse:

I 2014 blev statens tilskud til jernbanens betaling til A/S Storebælt sat ned med 200 mio. kr. årligt som led i finansieringen af vækstpakke fra juni 2014.

I 2017 blev der indgået en politisk aftale om prisnedsættelser på Storebæltsforbindelsen, samt at indtægter fra broen skulle bidrage til finansiering af en udvidelse af den fynske motorvej.

Det sidste forlængede i sig selv tilbagebetalingstiden med fire år.

Fyens Stiftstidende spurgte i 2011 nuværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der på det pågældende tidspunkt var folketingskandidat for Socialdemokratiet, hvornår bliver det gratis at køre over Storebæltsbroen

»Stod det til mig, blev det gratis at køre over Storebæltsbroen med det samme - men det er der vist ikke helt enighed om i partiet. Men det er helt sikkert en af de ting, jeg vil tage med mig i folketinget,« sagde hun dengang.

»Betyder det noget, at Storebæltsbroen ikke er betalt af?,« spurgte avisen opfølgende.

»Er den ikke betalt af? Det var jeg sikker på, at den var,« lød svaret fra Rosenkrantz-Theil.

Gennem alle årene har politikere fra højre til venstre svaret vævende på, hvad der skal ske, når broen en dag er tilbagebetalt af brugerne - hvis det da nogensinde bliver tilfældet.

Når gælden er betalt ud, bliver Storebæltsbroen - selv ovenpå løbende drift og vedligeholdelse - efter alt at dømme en pengemaskine.

Hvad der bliver fremtiden for Kronprinsesse Marys Bro, ved vi endnu ikke, men erfaringen viser, at betalingsbroer nemt bliver trojanske skatteheste, reddet af snarrådige politikere. I de tilfælde skylder man i det mindste at være ærlig omkring, at man reelt har indført en ny vejskat - og ikke den aftale om et lån og en tilbagebetaling, der var det oprindelige løfte.