Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Står det til radioværten Anne Sofie Allarp skal vi tale meget mere om sex.

For hun er rystet over, hvor galt det står til især blandt mange kvinder.

»Det er rystende, at så mange kvinder ikke kan opnå en orgasme. Der er ikke noget galt med vores biologi, men lige så snart, der er en mand involveret, er nogle af os så begrænsede,« siger Anne Sofie Allarp om den kendsgerning, at mænd langt oftere end kvinder opnår orgasme ved heteroseksuel sex.

Men det er ikke kun orgasmerne, den er gal med, forklarer hun.

Efter at have kigget i undersøgelsen 'Sex i Danmark' sidste år, blev hun inspireret til at lave en podcasten ‘Er der liv på Venus’, der undersøger, hvorfor kvinder har mindre lyst til sex.

Undersøgelsen konkluderer nemlig blandt andet, at mænd langt oftere end kvinder opsøger sex, og at langt flere mænd end kvinder anser et godt sexliv som særdeles vigtigt.

Derfor har Anne Sofie Allarp en klar opfordring til kvinderne.

»Som kvinde skal man være sig bevidst, at det er ens eget ansvar at have et godt sexliv. Det er ikke manden, der skal få os til alle mulige ting i sengen. Vi skal tage den nydelse, vi har lyst til at have.«

Mens et amerikansk studie for et par år siden viste, at 95 procent af mændene ofte eller altid får orgasme under heteroseksuelt samleje, gælder det kun 65 procent af kvinderne. Men for kvinder i lesbiske forhold får 86 procent ofte eller altid orgasme.

Anne Sofie Allarp tror, at kvinder ofte er for skamfulde og bange for at sige, hvad de gerne vil have. Og det sender mange mænd ud i et orienteringsløb i totalt mørke, som hun kalder det, når kvinder ikke fortæller deres partner, hvad de ønsker.

»Men jeg opfordrer kvinder til at gøre det, for jeg er sikker på, manden vil lege med.«

Frygten for at træde forkert er dog noget, både mænd og kvinder bærer et ansvar for, mener Anne Sofie Allarp.

»Man skal huske, at kvinder og mænd er sammen om at reproducere den kultur, vi har, hvor kvinder bliver udskammet, hvis de ikke finder den rigtige balance mellem at være fræk og for fræk,« siger hun.

»Desværre finder vi i podcasten ud af, at det er en balance, som teenagepiger i Danmark kæmper med og prøver at finde, selvom den seksuelle revolution fandt sted for et halvt århundrede siden. Det er trist.«

Andre læser også