»Selvom vi har haft regeringsmagten i mere end seks år, så vil vi være vores egen største kritikere.«

Sådan udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) under Socialdemokratiets årsmøde tilbage i september.

Og ifølge B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, så er der rigeligt at kritisere - blandt andet afskaffelsen af store bededag, milliarder i støtte til Ukraine og den fortsatte regning efter minkskandalen.

Det er blot nogle af de sager, der bliver vendt i mandagens afsnit af 'Borgerlig Tabloid', hvor Joachim B. Olsen konfronterer Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg, med partiets markante tilbagegang ved kommunalvalget.

Selv kalder Rabjerg de omtalte sager for »relevante« og »komplekse«, men han afviser samtidig, at der skulle være tale om egentlige fejl fra regeringens side.

»Jeg synes da, at det er relevante emner. Det er steder, hvor det kan være svært og komplekst at forklare, hvorfor vi har gjort, som vi har gjort,« siger han og fortsætter:

»Men der er ikke nogen steder, hvor jeg griber mig til hovedet og tænker 'det var en kæmpe fejl'.«

Alligevel vil Christian Rabjerg ikke udpege en enkelt sag som synderen bag Socialdemokratiets tab af vælgere.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg kan pege på en fejl, som er årsag til det her valgresultat,« lyder det fra den politiske ordfører.

Alligevel anerkender han, at de nævnte sager kan have fået vælgere til at søge mod andre partier.

»Det betyder måske også, at man kan få dårlige valg [...], uden at have begået fejl – fordi man skal administrere sager, som er komplekse og svære,« forklarer han.

På trods af, at det ikke er muligt for Christian Rabjerg at pege på Socialdemokratiets egne fejl, så lykkes han med at pege fingre af andre – herunder DFs tidligere formand, Pia Kjærsgaard.

»Jeg er enig med Pia Kjærsgaard i, at der har været en kritik af det (Danmarks massive økonomiske støtte til Ukraine, red.),« siger Christian Rabjerg og fortsætter:

»Så stopper min enighed med Pia Kjærsgaard godt nok også, fordi det, hun siger, er jo bare forkert.«

Undervejs i interviewet udfordrer Joachim B. Olsen også Christian Rabjerg på statsministerens kommunikation, herunder hvorvidt hendes kritik af danskernes arbejdsmoral var en fejl.

»Nej, det mener jeg ikke,« svarer Christian Rabjerg kontant og fortsætter:

»Jeg tror dybest set, det er en fordel, at vi har en statsminister, der tør sige tingene, som de er,« understreger han.

Med det fastholder den politiske ordfører, at Socialdemokratiets problemer ikke skyldes fejlvurderinger – men snarere nødvendige beslutninger i en turbulent politisk virkelighed.

Hør hele interviewet med Christian Rabjerg i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid.

Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

S fik et katastrofalt kommunalvalg. To uger senere evaluerer Joachim B. Olsen resultatet med partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg. Med Mette Frederiksens ord om, at Socialdemokratiet er deres egne største kritikere, står spørgsmålet tilbage: Hvor mener Rabjerg, at partiet begik fejl? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Christian Rabjerg, politisk ordfører (S) Journalist: Emilie Maja Jeppesen Producer: Teis Zacho og Emilie Maja Jeppesen Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke

Borgerlig Tabloid - Nyhedsbrev

Få borgerlig debat fra debatredaktør Joachim B. Olsen direkte i din indbakke