Som mangeårig iagttager af dansk politik føler man sig hærdet. Man har efterhånden set sit: Bizarre optrin, vanvittige magtkampe og selvfølgelig ufattelige mængder af alt for gennemskueligt spin.
Der skal med andre ord en del til, før man for alvor spærrer øjnene op.
Men de seneste 14 dage i dansk politik skiller sig ud. Noget har forandret sig afgørende.
Det minder om et regulært syndefald. Grundlæggende principper – den slags som vores demokrati er bygget på – bliver udfordret. Ved fintællingen viser det sig pludselig, at principperne ikke længere er helt så ... principielle.
Tværtimod kan de tilsyneladende gradbøjes, hvis det passer ind i ens politiske kram.
Lad os således lige rekapitulere fra de seneste 14 dages mink-festligheder:
Statsministeren udstikker en ordre, der med et pennestrøg udraderer et helt erhverv. Ud over de menneskelige omkostninger står manøvren i et tocifret milliardbeløb.
Problemet er bare, at det er ulovligt. Hvad adskillige topembedsmænd udmærket ved. De glemmer bare at fortælle det til ministrene. Eller også tør de ikke udfordre en magtfuldkommen regeringsleder. I al fald hersker der kaos; den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør.
Efter et par dage går det omsider op for statsministeren, at en ulovlig aktion er i gang. Men hun lader bare stå til. Hun nøjes med at skrive et brev (!) til Folketingets formand, partifællen Henrik Dam Kristensen. Og mens de to socialdemokrater således korresponderer, fortsætter den ulovlige aktion med uformindsket styrke. Militær og politi er sat ind med flere hundrede mand.
Kan statsministeren se problemet? Næh, tilsyneladende ikke.
Hun taler konsekvent om 'fejl' i stedet for det langt mere retvisende 'lovbrud'. Godt nok ligner hun ikke én, der sådan for alvor tror på sin egen eufemisme. Men det er også underordnet: For hun føler at have sit ultimative argument på plads: Det er alt sammen sket i en større sags tjeneste – folkesundhedens.
Altså: Regeringschefen ved udmærket, at en ulovlig aktion er ved at blive rullet ud. Hun ved, at Forsvaret og Politiet bistår. Men hun lader det bare passere. Anfægtelsen indfinder sig ikke.
Til overflod finder hun det »mærkeligt«, at journalister formaster sig til at spørge ind til sagen. Underforstået: Hvorfor dog interessere sig for denne underordnede juridiske spidsfindighed, at loven skal overholdes, når hun nu bare så gerne vil passe på os allesammen?
Eller som hendes – lidt mindre raffinerede – internet-troll ynder at formulere det ude på de sociale medier: Hvorfor skal min bedstemor dø, bare fordi grundloven skal overholdes?
Dertil er det kommet. Og det er – selv for en dreven rotte som mig – ret vildt.
Flere har sammenlignet med Tamil-sagen. Det er i den sammenhæng værd at huske på, at her mistede daværende statsminister Poul Schlüter jobbet – til trods for at han ikke kendte til Ninn-Hansens ulovlige praksis. Det er anderledes med Mette Frederiksen: Fra weekenden vidste hun, at mink-aktionen var ulovlig. Men hun lod stå til.
Nu skulle man så tro, at alle andre partier end Socialdemokratiet ville slå syv kors for sig og på stedet kræve, at skandalen bliver kulegravet.
Tro om igen.
SF, der dag for dag mere og mere fremstår som en særlig tjenstvillig gren af Socialdemokratiets pressetjeneste, kan – surprise, surprise – ikke se behovet for en tilbundsgående undersøgelse.
Enhedslisten, der i alle andre sammenhænge betoner vigtigheden af retsprincipper, er heller ikke sådan at bringe i affekt i denne sag. Kun rigspolitichefen – men altså ikke regeringschefen – skal have den store tur, lyder det fra partiet.
Og de Radikale vil kun gå med til en letvægter af en undersøgelse – en såkaldt 'parlamentarisk kommission'.
Sjovt nok havde piben en noget anden lyd (også hos Mette Frederiksen), da det var Inger Støjbergs påståede lovbrud, der skulle dissekeres.
Således er hykleriet monumentalt i dansk politik.
Men – og det er en vigtig pointe – denne dobbeltstandard hersker altså i begge lejre. Tag for eksempel dette citat fra Inger Støjberg, da hun blev beskyldt for at have brudt loven i sagen om barnebrude: »Det, jeg har været optaget af gennem hele forløbet, det er at beskytte de her piger.«
Byt 'unge piger' ud med 'folkesundhed', så har man præcis den argumentation, som Mette Frederiksen rejser med i disse dage: Målet helliger midlet.
Måske det hele bare ville være nemmere, hvis politikerne én gang for alle blev enige om, at retsstatens principper er ukrænkelige, uanset om de tilgodeser politiske fjender eller venner.
