I Milos Formans storfilm 'Gøgereden' fra 1975 spiller Jack Nicholson i sin karrieres måske allerstørste rolle den oprørske Patrick McMurphy, hvis rebel-gen effektivt bliver sat ud af kraft, da han udsættes for en 'lobotomi'.

Et djævelsk kirurgisk indgreb foretaget ind gennem pandelapperne.

Nok bedst kendt som 'Det Hvide Snit'.

Fra at være manden, der på alle de andre patienters vegne altid udfordrer magten på hospitalet, reduceres McMurphy med ét til en lallende grøntsag, som med et fåret udtryk i ansigtet nu pænt finder sig i den uret, som han tidligere kæmpede så indædt imod.

Jack Nicholson i 'Gøgereden'.
Jack Nicholson i 'Gøgereden'. Foto: Unknown
Vis mere

De sidste par måneder har den association trængt sig på, når jeg har iagttaget dansk politik.

Vel har forfatteren Ken Kesey, der i sin tid skrev bogen bag filmen, næppe haft Christiansborg anno 2021 på nethinden. Og hverken Pia Olsen Dyhr, Pernille Skipper, Mai Villadsen eller Sofie Carsten Nielsen har været udsat for brutal hjernekirurgi; deres pandelapper må formodes fortsat at være helt intakte.

Tilbage står dog, at vi i disse måneder er vidner til en sjældent sælsom opvisning i, hvordan visse politikere under Mette Frederiksens regeringsperiode har ladet sig forvandle til rene skygger af sig selv.

De er reduceret til flegmatiske statister i Frederiksens temmelig magtbrynderiske regeringsførelse. Samtidig med at de resigneret ser til, mens regeringen præsenterer den ene markante højredrejning i udlændingepolitikken efter den anden.

Det kunne alt sammen være, hvad det være ville, hvis SF, Enhedslisten og De Radikale rent faktisk havde skiftet politik. Var situationen således den, at de tre partier var vendt på en tallerken og havde frasagt sig tidligere tiders markante holdninger, ville det jo være en ærlig sag.

Men officielt er det jo ikke tilfældet.

Pia Olsen Dyhr (SF) er ikke særlig kritisk over for regeringen i øjeblikket.
Pia Olsen Dyhr (SF) er ikke særlig kritisk over for regeringen i øjeblikket. Foto: Emil Helms/ritzau scanpix/arkiv
Vis mere

Ved skåltaler og i partiprogrammernes forblommede formuleringer hylder de tre støttepartier fortsat retssikkerhed, respekten for Grundloven, behovet for en human udlændingepolitik, en ambitiøs klimapolitik samt nødvendigheden af en betydelig magttransparens.

Principperne står der altså stadig.

De forfølges bare ikke politisk.

Tag nu Mette Frederiksens bemærkelsesværdige rejse til Israel i denne uge. Uden først at have sikret sig opbakning fra Folketinget allierer hun sig med en stærkt omdiskuteret, ultrahøjreorienteret israelsk premierminister, der til overflod har alvorlige korruptionsanklager hængende over hovedet.

Op til rejsen får hun med umiskendeligt trumpske undertoner fortalt, at for hende som statsminister handler det om Danmark først, og at det derfor egentlig interesserer hende mindre, om øvelsen fratager palæstinenserne de vacciner, de ellers kunne have god brug for.

Tænk, hvis en borgerlig statsminister havde lavet det samme stunt.

Sikke en ballade, det ville have udløst. Tro mig; hasteforespørgsler, krav om regeringens afgang, indkaldelse af demonstrationer på Slotspladsen ville fyge rundt i luften. Venstrefløjen ville være i oprør.

Nu bare: Lidt kritik hist og pist. Men ingen stol sat for nogen dør. Passivitet.

Eller hvad med sagen om den fireårige pige i den syriske flygtningelejr – altså hende, som 'børnenes statsminister' ikke vil hente hjem, fordi hun frygter at udvise svaghed på udlændingekursen?

Barnet og de jævnaldrende stakler i lejren er alle som én danske statsborgere, der blot er så blodigt uheldige at have nogle idioter som forældre.

Hvor er Enhedslisten, SF og De Radikale i dén diskussion? Også her praktisk talt usynlige. Efter normale standarder burde det være en kæmpe sag for venstrefløjen.

Og man kunne blive ved: Udlændingestramninger, sønderlemmende kritik fra Klimarådet, og hvor var retsstatsprincippernes ellers så utrættelige forkæmpere i SF og Enhedslisten, da regeringen blæste på loven i forbindelse med minkaflivninger?

Ikke noget, der bare tilnærmelsesvis lignede seriøs kritik af magtfuldkommenheden, kunne opbydes fra dén kant.

I det hele taget synes resignationen hos støttepartierne at være total.

Der er i al fald lysår mellem den rasende Johanne Schmidt-Nielsen, der under Thorning-regeringen erklærede sig »pisset på« – og så en Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper, der bare stiller artige medløber-spørgsmål til regeringen.

Daværende politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen fotograferet uden for DR Byen i 2012, da hun var rasende over, at Thorning-regeringen havde indgået en skatteaftale med Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Daværende politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen fotograferet uden for DR Byen i 2012, da hun var rasende over, at Thorning-regeringen havde indgået en skatteaftale med Venstre og Det Konservative Folkeparti. Foto: Magnus Holm/arkiv
Vis mere

Udfordrer man den bovlamme linje hos støttepartierne, plejer standardsvaret herfra at være, at regeringen har de blå partier med sig. Så hvorfor tage kampen?

Det er ubestrideligt, at regeringen har sit flertal på plads. I al fald på udlændingepolitikken.

Men tænk engang, hvis støttepartierne havde modet til at sætte hårdt mod hårdt og fremsætte en mistillidsdagsorden. I dét scenario ville de borgerlige ikke kunne forsvare at holde hånden under statsministeren.

Mette Frederiksen ville med stor sandsynlighed vinde det valg, det så udløste. Men med ét slag ville de små partier have tilbageerobret den magt og den selvrespekt, der umuligt kan være meget tilbage af i dag.

Men det kommer ikke til at ske.

For støttepartierne er skygger af det, de var engang.