Forsvarsminister Trine Bramsen er blevet en klods om benet på statsminister Mette Frederiksen.
Møgsagerne klæber, og intet tyder på, at Bramsen vil formå at slippe ud af den negative spiral, hun er havnet i.
Fra en kant: Forsvarsordførerne respekterer hende ikke og oplever hende som inkompetent og fejlcastet til det tunge ministerium. Forholdet til medierne er iskoldt og præget af dyb mistillid og gensidige beskyldninger om løgne.
Men værst af alt for Bramsen: Hun er i krig med soldaterne, der ikke ser sig respekteret af deres minister. Det gælder såvel høj som lav. Der er ingen respekt.
I længden kan ingen forsvarsminister overleve en tillidskrise med de mennesker, hun ultimativt kan sende ud på livsfarlige missioner.
Det er, som om de dårlige sager for øjeblikket vælter ned over ministeren, der
– med en besynderlig selvretfærdig og evigt forurettet stil – heller ikke ligefrem gør det nemmere for sig selv.
Oppositionen har tydeligt castet hende som det svage dyr i flokken, og når man nu ikke kan få ram på regeringschefen, vil en forsvarsminister heller ikke være at kimse ad.
Trine Bramsens problemer begyndte for alvor, da hun kom på kant med officererne i forbindelse med sagen om hærchef HC Mathiesen, der senere er idømt en fængselsstraf. Mange spurgte, hvordan Bramsen kunne holde hånden over daværende forsvarschef Bjørn Bisserup, der jo trods alt var øverst ansvarlige.
Det forklarede hun så i podcasten “Genstart” hos Knud Brix:
»Problemet er, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på.«
Med ét hug fik Trine Bramsen således lagt sig ud med alle de tunge officerer, som hun altså tilsyneladende ikke har meget tillid til. Det vakte – for at sige det pænt – ikke jubel i systemet.
Det gjorde det heller ikke, da skandalen i Forsvarets Ejendomsstyrelse kostede en officer jobbet, mens departementschef Thomas Ahrenkiel, der beviseligt havde snorksovet og overset en helt afgørende mail, blev fredet – for til sidst at blive sparket opad og belønnet med den prestigefyldte ambassadørpost i Berlin (en post, han dog aldrig nåede at indtræde i på grund af den senere sag om Forsvarets Efterretningstjeneste).
Senest er Bramsen igen kommet i uføre i forbindelse med et interview med en Ritzau-journalist, der havde bedt om et interview med den nytiltrådte forsvarschef Flemming Lentfer.
Men det kunne Bramsen ikke acceptere; hun insisterede på at sidde med under interviewet, hvor hun flere gange krævede at besvare de spørgsmål, som journalisten rettede til den nyudnævnte forsvarschef.
Denne uhørte offentlige kastraktion af dansk militærs højst rangerende soldat, en general, som hun i øvrigt foretrækker at kalde en “styrelseschef”, er selvsagt faldet officererne for brystet.
For stoler Trine Bramsen ikke på sin egen forsvarschefs evner til at udtale sig om militærfaglige anliggender?
Når Bramsen taler om forsvarets anliggender, skal det helst være om “feelgood”-emner som ligestilling og grøn omstilling. Mere tunge militærfaglige anliggender prøver hun at undgå – samtidig med at hun altså insisterer på at mandsopdække de folk, der har forstand på tingene.
I den forgangne uge blev ministerens krise så forstærket af, at hun blev grebet i et noget tilbagelænet forhold til sandheden. På et samråd i Folketinget skulle hun redegøre for sagen om Ritzau-interviewet. Her forklarede hun, at journalisten havde opført sig “uvornt”, og at han under interviewet skulle have sagt til hende: »Luk; dig gider jeg ikke at tale med«.
Men det er aldrig blevet sagt. I al fald ikke i følge Ritzaus chefredaktør, der henviser til en båndoptagelse af seancen. Senere har Bramsen da også været nødt til at bløde sin påstand op.
Det er ikke første gang, at forsvarsministeren er hurtig på aftrækkeren over for medier. Således kritiserede hun hårdt TV 2 for ikke at have indhentet en kommentar hos hende i sagen om Forsvarets medvirken i “Operation Mink”. Problemet var bare, at Bramsens system VAR blevet kontaktet af TV 2. Her måtte der ligeledes trækkes i land.
Også forsvarets medarbejdere polemiserer hun med. Da officer og dansk forsvarsattaché i Moskva Carsten Rasmussen kritiserede militærdebatten i Danmark, kom svaret prompte fra Trine Bramsen, der kritiserede hans “stil” og beskyldte ham for bare at jagte “likes”.
“Takes one to know one”, tænkte mange. I al fald har Trine Bramsen om nogen brilleret udi displinen like-hunting.
Sociale medier er således overstrøet med Bramsen-opslag om kager, pølsevogne, tarteletter, tilberedning af feltrationer, klaphatte og boller. Plus naturligvis “Bramsen i luften”, “Bramsen som brunsvigerambassadør”, “Bramsen med kvindelige soldater” og “Bramsen med B.S. Christiansen”.
Det kunne så være, hvad det være ville, hvis forsvarsministeren var respekteret for sin faglighed.
Men det er præcis, hvad hun ikke er.
Og det er tilsyneladende nu ved at indhente hende. Spørgsmålet er, hvor længe Mette Frederiksen vil lade nåde gå for ret.
