Hastigt er vi på vej ind i år to med corona som altdominerende rationale på Christiansborg. Og det kan være svært at genkalde sig logikken, fra før verden gik i epidemipanik.

For hvordan var dansk politik egentlig, dengang corona blot var noget, man forbandt med en halvtynd sommerøl. Altså dengang – hvis nogen kan huske det – statsministre holdt pressemøder om andet end virus.

Vi kan prøve at genkalde os dén tid med følgende tankeeksperiment:

Statsministeren giver et interview til en større dansk morgenavis. Det opsigtsvækkende budskab er, at regeringen vil sætte ALT ind på at bekæmpe kræft – den store folkedræber, som årligt tager livet af knap 20.000 danskere.

Målet er, forklarer statsministeren i interviewet, at Danmark skal være det land i verden med færrest kræftdøde.

Hun anslår, at prisen for denne historiske gigantindsats vil beløbe sig til 100 milliarder kr. Et vanvittigt beløb.

Her i tankeeksperimentet befinder vi os jo i præcorona-epoken. Og selv om alle anerkender, at kræft er en forbandet dræber, afføder statsministerens dramatiske udmelding en række kritiske spørgsmål:

Hvor skal pengene komme fra? Hvorfor satse SÅ ensidigt på én enkelt sygdom? og hvad med alle de andre dræbere?

Bare for at nævne tre af de oplagte.

Slut med tankeeksperimenter. Og frem til coronanutiden:

I søndags blev Mette Frederiksen interviewet af Berlingske. Her foreslog hun, at vi begynder at masseteste; står det til statsministeren, kan vi således alle se frem til et par gange om ugen at skulle have en pind i næsen.

Et logistisk monsterprojekt, som velanskrevne sundhedsøkonomer som Jakob Kjellberg i spidsen anslår vil løbe op i 100 milliarder – lad os prøve at skrive tallet helt ud: 100.000.000.000 danske kroner.

Det svarer rundt regnet til det, vi i forvejen anvender på de danske sygehuse. Altså bare brugt én gang til.

Corona KAN være en livstruende sygdom. Det er den for gamle og særligt udsatte. Det er derfor, at disse befolkningsgrupper bliver vaccineret først (og i øvrigt snart er færdigvaccineret).

Spørgsmålet må derfor være: Hvorfor teste løs for 100 milliarder for at forhindre, at alle andre – altså altovervejende dem uden for risikogruppen – får sygdommen?

I foråret handlede det om at undgå overbelastning af sundhedsvæsenet. Vi har ikke på noget tidspunkt været så meget som i nærheden af det punkt. Ved juletid fik vi at vide, at det bare handlede om at stå februar igennem.

I takt med at de sårbare bliver vaccineret, vil der ikke længere være en 1:1-sammenhæng mellem smittede og indlagte. Sagt på en måde: En rask 25-årig og en KOL-ramt 80-årig har hele tiden talt det samme i smittestatistikken, men der en verden til forskel på risikoen for indlæggelse.

Alligevel skal alle – unge som gamle – testes flere gange om ugen. Siger altså statsministeren.

Hvordan man end vender og drejer det: Den udmelding er vild – 100 milliarder kroner brugt på flere gange om ugen at næseteste samtlige danskere for en sygdom, der for langt, langt de fleste er fuldstændig ukompliceret.

Men måske endnu vildere er det, at ingen sådan for alvor sætter spørgsmålstegn ved visdommen i på den måde at bruge et beløb svarende til at holde de danske hospitaler i gang.

Er Christiansborg ramt af kollektiv talblindhed? Hvorfor spørger kun få, hvad vi ellers kunne have fået for alle de vanvittigt mange penge? Det være sig færre kræftdøde, trafikdræbte eller selvmord.

Hvordan er det lykkedes statsministeren at slippe afsted med at sige, at ét dødsfald er ét for meget, når det gælder corona, når dén logik ikke gælder i alle andre sammenhænge?

Dybest set er fraværet af den dagsorden et stykke skræmmende anskuelighedsundervisning i den særstatus, som corona har fået.

Endnu har ingen på Christiansborg for alvor turdet udfordre det, der gennem det seneste år har været regeringens rationale: At corona er noget helt specielt, hvor ingen pris kan være for høj.

Uanset om den pris så skal betales i tabte skoleår, uopdagede cancertilfælde, depressioner, ensomhed, krakkede virksomheder eller en i årevis belastet samfundsøkonomi.

Er kuren således blevet værre end sygdommen?

Ja! – svarer store dele af Christiansborg.

Men pointen er, at de færreste politikere endnu tør sige det sådan rigtig højt. Dertil er det lykkedes Mette Frederiksen alt for godt at fastholde den logik, der gennem et helt år har sikret hende historisk opbakning blandt danskerne.

Og nøglen til Mette Frederiksens succes har været at fastholde illusionen om, at corona er værre end alt andet.

Og så længe dét lykkes for hende, er der ikke stor udsigt til, at dansk politik vender tilbage til normal logik.

Altså en tilstand, hvor 100 milliarder kroner igen bliver virkelig, virkelig mange penge. Og hvor nogen tør sige det.