Fredag dømte Københavns Byret en 30-årig kvinde til to års ubetinget fængsel for hendes rolle i forbindelse med en coronademonstration. Chok og vantro stod malet i ansigtet på kvinden, der er mor til to børn, og hun brød hulkende sammen ved domsafsigelsen.
For en god ordens skyld: Kvinden er næppe nogen helgen, endsige en forfulgt uskyldighed.
Læser man dommen, står det således klart, at den er afsagt på baggrund af alvorlige forseelser, herunder at opildne til vold mod politifolk.
Samtidig har dommeren og de to domsmænd altså fundet det bevist, at kvinden har begået den alvorlige kriminalitet, hun var tiltalt for. Derefter har de dømt hende i overensstemmelse med gældende lov. Kvinden har nu mulighed for at anke dommen til Landsretten, hvilket formentlig også sker.
Altså efter bogen i et retssamfund. Ingen dramatik.
Og så alligevel ikke. For havde kvinden været til en klimademonstration eller en demonstration til fordel for Black Lives Matter og handlet på PRÆCIS samme kriminelle facon, ville straffen have lydt på det halve, altså ét år.
Det er ikke en påstand; det fremgår udtrykkeligt af dommen.
Vi skal tilbage til den 2. april 2020 for at finde forklaringen på dette paradoks. Denne dag, tre uger inde i nedlukningen af Danmark, vedtog et stort flertal i Folketinget et opsigtsvækkende tillæg til Straffeloven, paragraf 81 d.
Herefter var det at betragte som skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse bliver begået i en coronarelateret situation. Det er den lov, der muliggør firedobbelte straffe for snyd med coronahjælpepakker samt hårde sanktioner ved tyveri af for eksempel håndsprit og andre værnemidler.
Det blev der talt meget og åbent om, da loven blev vedtaget. At den også kunne bruges til at straffe deltagere, der går over stregen i demonstrationer mod regeringens coronapolitik, var der derimod ikke meget fokus på.
Men det kan loven, ved vi nu efter dommen i fredags. Alene TEMAET for en i øvrigt lovlig demonstration er afgørende for, hvor hårdt man kan straffes, hvis man begår noget kriminelt, mens man er deltager i demoen.
Hvilket jo rejser det oplagte spørgsmål til det store flertal på Christiansborg, der stemte loven igennem: Hvorfor egentlig det?
Hvorfor skal det straffes hårdere at kaste sten mod en politibetjent under en coronademonstration, end når bz'ere opbygger våbenlagre og kaster med molotovcocktail? Det er i den forbindelse værd at minde om, at der dengang blev givet fængselsstraffe på mellem ni og 15 måneder.
Politikerne havde tydeligvis store problemer med at give en meningsfyldt forklaring, da de fredag blev konfronteret med konsekvenserne af deres egen lov. I flere af de partier, der stemte for tilbage i april, har tømmermændene tilsyneladende indfundet sig.
SFs retsordfører, Karina Lorenzen, udtrykker således “overraskelse” over, at loven kan bruges i forbindelse med demonstrationer. Og fredag aften var blandt andre Rasmus Jarlov og Morten Messerschmidt ude på Twitter og lægge afstand til den lov, de selv har stemt for.
Det siger næsten sig selv, at politikerne vrider sig.
For det ærlige argument kan de dårligt anvende: Nemlig det, at loven er produkt af den massepsykose, som det meste af Christiansborg var ramt af sidste forår.
Det var dengang, at det havde karakter af landsskadelig virksomhed overhovedet at sætte spørgsmål ved regeringens coronalinje. Oppositionen turde i al fald ikke.
Dengang var stemningen sådan, at retsprincipper og lignende finere, franske fornemmelser måtte vente, indtil der kom styr på pandemien.
Det indlysende modargument om, at det NETOP er i en sådan krise, at det er vigtigt at holde hovedet koldt og fastholde principperne, havde trange kår. Også – og det er værd at huske i dag – blandt de partier i blå blok, der nu kritiserer regeringen for at have misbrugt coronaen til at stække borgernes retssikkerhed.
I virkeligheden afspejler vedtagelsen af paragraf 81 d præcis det, der har været kendetegnende gennem hele det seneste år: En logik gående på, at alt coronarelateret per definition skal placeres i en alvorsklasse helt uden for kategori.
Denne bemærkelsesværdige – nogle ville sige: farlige – logik har været gældende i relation til andre alvorlige sygdomme, som de facto har været nedprioriteret gennem det seneste år.
Og nu har logikken så også sneget sig ind på principperne i vores retssystem.
Det var fredagens domsafsigelse en tankevækkende påmindelse om.
