Hvad er det sidste, en konservativ formand drømmer om? At blive undsagt af koryfæet Poul Schlüter er et godt bud. Søren Pape har prøvet dén tur.
I slutningen af 2015 gæstede Schlüter et talkshow, jeg dengang var vært for på tv-kanalen DK4. Det lå selvsagt lige til højrebenet at spørge den gamle konservative kæmpe, hvad han egentlig tænkte om ham den fuldstændig ukendte lokalpolitiker, der kort forinden hu-hej var blevet leder af partiet.
»Jo, Pape var da bestemt ganske god,« svarede Schlüter med tungen i kinden. Og så kom tilføjelsen: »... som borgmester i Viborg.«
Lige præcis sådan forklæder en sproglig elegantier en brutal oversavning som en venlig kompliment.
Nu er der så imellemtiden gået fem år, og den gamle partiformand var måske lige lovlig hård i sin vurdering. Det er i al fald skæbnens ironi, at stadig flere ser konturerne af en ny Schlüter i Pape.
Fra i begyndelsen at være dansk politiks svar på 'Eddie the Eagle' ligner Pape pludselig en mand med rimelig sikker kurs fremad. Måske ligefrem endda med potentiale til at blive samlende frontfigur for den i dag så samspilsramte blå blok.
Godt nok er der stadig pæn stor afstand mellem V og K. Ellemann leder et parti, der ifølge målingerne fortsat er klart størst, faktisk mere end dobbelt så stort.
Men Pape har noget, som Ellemann bestemt ikke kan bryste sig af for øjeblikket: Tur i den. 'Momentum', om man vil.
Han rider på en folkelig popularitetsbølge, der selvfølgelig i et vist omfang er en direkte konsekvens af, at både Ellemann og Kristian Thulesen Dahl står med pænt store problemer.
I politik er den slags ofte selvforstærkende: Vælgerne vil helst være med på det, der ligner en succes. Spørg bare Villy Søvndal.
Allerede nu er Søren Pape begyndt at skulle forholde sig til, hvornår han melder sig på banen som borgerlig statsministerkandidat. Det var det helt dominerende tema efter partiets sommergruppemøde for nylig.
At spørgsmålet overhovedet kan stilles, uden at man bliver betragtet som indlæggelsesmoden, er selvfølgelig ærefuldt for Pape. Omvendt ved han godt, at diskussionen ikke kun gavner ham, og at det lige nu er ekstremt vigtigt med is i maven.
For i selvsamme sekund, han lader sig forføre af statsministersnakken og erklærer sit kandidatur, vil fokus uundgåeligt ændre sig. Så vil han blive gransket med en nidkærhed, han endnu ikke helt har prøvet.
Dertil kommer, at Pape har det helt fint med, at det bliver Ellemann, som skal tværes ud af Mette Frederiksen. Der er ingen grund til at blive fedtet for meget ind i det forventelige nederlag til den historisk populære statsminister. Lige det overlader han meget gerne til Venstre-kollegaen.
Samtidig vil det stadig have overmodets pinlighed over sig, hvis han pludselig nu mere eller mindre ud af det blå erklærer sig som statsministerkandidat. De Konservative fik immervæk kun knap syv procent af stemmerne ved valget. Og meningsmålinger er kun meningsmålinger.
Slagplanen er derfor, at Pape først vil erklære sig som kandidat efter et kommende valg – forudsat, naturligvis, at De Konservative klarer sig flot.
Planen kan imidlertid komme under pres. For hvad nu, hvis afstanden op til Venstre vedvarende indsnævres i alle målinger? Vil Pape eksempelvis kunne lade som ingenting, hvis målingerne kommer til at spå tæt løb mellem ham og Ellemann?
I dét scenarie vil det nemt tage sig mærkeligt overforsigtigt ud, hvis Pape lurepasser. Lidt ligesom dengang Dansk Folkeparti tordnede frem, men Thulesen Dahl fik gummiarm ved udsigten til at komme i regering.
De andre partier i blå blok vil også kunne fremprovokere udmeldingen. For det er jo ikke en naturlov, at statsministerposten kun kan gå til partiet med flest stemmer inden for en blok.
I den forbindelse er det værd at huske på, at Søren Pape har et langt bedre forhold til resten af partierne i blå blok end Ellemann.
Der kan opstå en meget interessant situation, hvis for eksempel DF og Nye Borgerlige forud for valget peger på Pape som deres foretrukne statsministerkandidat. Så vil det være svært for ham at undslå sig.
Også selv om han egentlig helst ville stå en omgang over.
