Pia Kjærsgaard når næppe nogensinde at blive regeringsleder. Men derfor kan man jo godt alligevel lege lidt med tanken:

Hvordan ville statsminister Kjærsgaard mon have iscenesat en større tale til nationen?

Lad mig give et bud: Hun ville forsøge at solidarisere sig med inkarnationen af sine kernevælgere, de jævne danskere.

Hun ville give den i rollen som håndbold- og leverpostejdanmarks utrættelige forkæmper – vel at mærke ikke som elitens ditto.

Statsminister Mette Frederiksen har 'stjålet' kolonihavesymbolikken fra Dansk Folkeparti med sin optagede 1. maj-tale.
Statsminister Mette Frederiksen har 'stjålet' kolonihavesymbolikken fra Dansk Folkeparti med sin optagede 1. maj-tale. Foto: Mads Nissen/Politiken/ritzau scanpix
Vis mere

Det ville være en selvstændig pointe, at storbyens feinschmeckere skulle rynke overbærende på næsen ad hendes plebejiske tendenser og snobben nedad. Jo mere kritik for det, desto bedre.

Og så ville hun sørge for en ramme til talen, der underbyggede den jævne provinskliché. Selvsagt ikke så prangende, at det gjorde noget, men for guds skyld 'hyggeligt' og identificerbart.

En kolonihave ville være ideel til formålet. Og som baggrundstæppe – det siger næsten sig selv – et blafrende dannebrog op mod en blå himmel med hvide lammeskyer.

Som nævnt: Vi kommer nok aldrig til at opleve Pia Kjærsgaard i rollen som landsmoder. Det løb må vist siges at være kørt.

Men – som det står i en af klassikerne fra Højskolesangbogen: 'For de gamle, som faldt, er der ny overalt.'

Og Danmark har fået en ny Pia Kjærsgaard. Måske hun er endnu bedre kendt som: statsminister Mette Frederiksen.

I anledning af 1. maj talte hun i går til de socialdemokratiske partifæller – og dermed til hele nationen.

Statsminister Kjærsgaard ville næppe have lagt snittet meget anderledes.

Ingen røde faner. Intet fagforeningssetup. Glem i det hele taget alt det, der gennem årene traditionelt har kendetegnet socialdemokratiske partiformænds optræden på den internationale socialistiske kampdag.

Og til overflod: Glem sågar forestillingen om, at statsministeren møder personligt op på den ikoniske festdag. Socialdemokratiet har i 2021 en formand, for hvem det tilsyneladende ikke er vigtigt at være personligt til stede 1. maj.

Det er faktisk meget bemærkelsesværdigt.

I stedet tonede Mette Frederiksen frem på tv-skærmene med en forhåndsbåndet tale, der var optaget – gæt engang – i en kolonihave med dannebrog i baggrunden.

Lige dér i kolonihaven fik danskerne en effektiv omgang anskuelighedsundervisning i, hvorfor Mette Frederiksen for øjeblikket rider på en succes, mens Pia Kjærsgaard og hendes rådvilde efterfølger, Kristian Thulesen Dahl, må erkende, at – hov – der løb Socialdemokratiet sørme lige afsted med deres gennem mange år så gennemprøvede model for at få danskerne i tale.

I disciplinen 'jeg er præcis ligesom jer' er Mette Frederiksen nu den sande mester. Ingen over og ingen ved siden af hende. Makrelmaden har sejret. Og Dansk Folkeparti opdagede det først, da det var for sent.

I fraværet af de røde faner talte Mette Frederiksen naturligvis i sin 1. maj-tale om corona. Ligesom tilfældet var sidste år. Og tro mig: Det vil hun også gøre, længe, længe efter at den sidste coronasmittede er registreret i Danmark.

Den dagsorden har hun ikke frivilligt tænkt sig at slippe. Dertil er den simpelthen for god.

Naturligvis – og nævnt for en god ordens skyld – ønskede Mette Frederiksen ikke, at coronaen skulle ramme verden. Men at det skete, var nu ikke desto mindre et sandt lykketræf for hende.

Det gjorde det muligt for hende at destillere alle de klassiske socialdemokratiske kerneværdier ind i en pandemisammenhæng: 'Se, hvordan vi passer på jer, når noget truer.'

Coronaen blev den socialdemokratiske fremkaldervæske, en S-formand kun kan drømme om at få stillet til sin rådighed.

Den er langt vigtigere og væsentlig mere anvendelig end gammeldags 1. maj-romantik.

Det har Mette Frederiksen gennemskuet. Og derfor valgte hun Pia Kjærsgaard-modellen, da hun i går tonede frem. Corona frem for paroler. Dannebrog frem for røde faner.