'Gravrøveri' kaldes det, når nogen prøver at udnytte andres ulykke til egen fordel.

Om Mette Frederiksen ligefrem skal kaldes gravrøver, må være op til den enkelte at afgøre.

Men at statsministeren med nogle sjældent klæge opslag på sociale medier bruger den nordjyske minkkatastrofe til en nemt gennemskuelig jagt på folkelig popularitet, det er indiskutabelt. Og skamløst.

På Instagram har statsministeren lagt et billede op, hvor der øverst står »Jeg« og nederst »Nordjylland«, og så opfordrer hun i øvrigt til at dobbeltklikke, så der kommer et hjerte – »Jeg elsker Nordjylland«.

Helt som planlagt er dobbeltklikkene selvfølgelig væltet ind. Resultatet er masser af nye følgere til »Mette«, som hun påtaget folkeligt kalder sig på Instagram – helt uden for nummer gav Instagram sidste år statsministeren ret til at overtage det værdifulde »Mette«-handle fra en inaktiv profil ejet af en tilfældig kvinde i Køge, der havde glemt sit login.

Nu er det store spørgsmål så, om den glatte folkelighed – trods alt – kommer til at bære i straffen i sig selv.

For vil de i forvejen hårdt prøvede nordjyder egentlig ikke gerne have sig frabedt at blive en brik i Mette Frederiksens nøje udtænkte personlige brandingstrategi?

For tænk engang at være nordjysk minkavler i de her dage. Man har netop fået besked om, at regeringen med et pennestrøg har udraderet ens livsværk og eksistensgrundlag. Man er rystet og ved ikke, hvad det hele skal ende med.

Og så skal man i de selvsamme skæbnetimer stå model til, at statsministeren befamler ens personlige ulykke i et forsøg på at høste nye følgere og vedligeholde en nøje udtænkt digital strategi. Til overflod kan den kriseramte minkavler så samtidig konstatere, at klik-jagten på Facebook og Instagram indledes så hurtigt efter pressemødet, at det hele må være forberedt og designet på forhånd.

Nu er det jo næppe statsministeren selv, der har skrevet – endsige udtænkt – de listige opslag.

Den slags har hun unge, ildsprudlende og – vil nogen sige – kyniske folk til. Det er medarbejdere, der helt bevidst spekulerer i at markedsføre statsministeren som værende i øjenhøjde med den almindelige dansker. Hende, der gerne involverer hele fanskaren i sine hjemmebagte boller, og som ikke er så meget statsminister, at det gør noget, men i stedet »helt naturlige Mette fra Nordjylland«.

Så leger vi det.

Det er disse rådgivere, der har udtænkt, at hun skal kommunikere gennem Instagram og Facebook. Og det er de samme smarte folk, der ser store perspektiver i, at statsministeren nærmest skal have fast plads i 'Aftenshowet', mens hun til gengæld gennemfører pressemøder med et stramt to spørgsmåls-regime.

Men glem ikke, at det hele sker med Mette Frederiksens accept. Hun er helt indforstået med iscenesættelsen.

Derfor er det også hende, der nu må betale prisen, hvis det seneste Instagram-stunt – trods alt – blev for meget af det gode. Noget kunne tyde på det.