To sprængfarlige sager presser for øjeblikket den ellers så urørlige statsminister. Sagerne er filtret ind i hinanden, og det er svært at se, hvordan Mette Frederiksen skal kunne undgå at lide et nederlag under en eller anden form.
Sat på spidsen: Enten må hun sige farvel til sin udenrigsminister. Eller også må hun foretage en ydmygende retræte i Syrien-sagen.
Værst af alt for statsministeren: Måske slipper hun ikke for nogen af delene.
Reelt har Mette Frederiksen dage – ikke uger – til at finde en løsning.
Umiddelbart kan det virke underligt med dette pludselige tidspres; det har jo længe været en kendt sag, at 19 danske børn frister en kummerlig tilværelse i de syriske flygtningelejre. Og lige så længe har Mette Frederiksen stået urokkeligt fast på 'ingen kære mor-modellen'.
Der har været spage protester fra støttepartierne, men ikke, så det på nogen måde har kunnet ryste statsministeren, der har betrygget sig i bevidstheden om, at hun har et flertal i såvel befolkning som Folketinget bag sig.
Flertallet er der stadig. Alligevel begynder der nu at komme skred i sagerne.
Årsagen hertil siger en del om den kynisme, der i høj grad præger dansk politik. For skåret ind til benet er der kun én grund til, at Mette Frederiksen har sat sine embedsmænd på overarbejde med at finde en løsning på den fastlåste situation.
Årsagen er ikke – hvis nogen skulle lide af den vildfarelse – at 'børnenes statsminister' er blevet overmandet af en pludselig medlidenhed med de 19 danske børn i flygtningelejren.
Nej, begrundelsen er mindre heroisk og hedder Jeppe Kofod. Det er hans politiske liv, som statsministeren kæmper så indædt for at redde i disse dage.
Kofod er kommet i søgelyset, efter at Ekstra Bladet med fortræffelig journalistik har afsløret, at Forsvarets Efterretningstjeneste har advaret mod at lade børnene og deres mødre forblive i de syriske lejre. Det indebærer simpelthen en sikkerhedsrisiko, lyder vurderingen – stik imod, hvad regeringen hidtil har hævdet.
Men Folketinget er ikke blevet orienteret. Hvilket har skabt ubændig vrede blandt støttepartierne, der er klar til at vælte Kofod, hvis ikke han kan give en god forklaring.
Den lader vente på sig. Kan man vist roligt sige.
Imens forsøger forsvarsminister Trine Bramsen og justitsminister Nick Hækkerup ihærdigt ikke at blive fedtet ind i problemerne.
Deltagere i et samråd om sagen i den forgangne uge kan således berette om decideret dårlig stemning indbyrdes mellem Bramsen, Hækkerup og Kofod, hvor de to førstnævnte gjorde sig store anstrengelser for, at kollega Kofod skulle sidde tilbage med aben.
Nu har Kofod så kun chefen tilbage til at kæmpe for sig.
Nok er udenrigsministeren ikke, for nu at sige det pænt, et af regeringens stærkeste kort. Omvendt vil det være et kolossalt prestigetab, hvis statsministeren skal ofre ham – ikke mindst i lyset af, at han er hendes og den tidligere stabschef Martin Rossens opfindelse. De valgte ved hans udnævnelse med åbne øjne at se bort fra den sexsag, som Kofod havde med i bagagen.
Det er i forbindelse med bestræbelserne på at afværge en fyring af Kofod, at Mette Frederiksen – modvilligt – nu har lagt de 19 børn ind som indsats på spillebordet.
Hun ved, at hvis støttepartierne præsenteres for en løsning, hvor de kan vælge mellem at redde enten børnene eller Kofod, så foretrækker de – trods den udtalte modvilje mod udenrigsministeren – det første.
Hermed er problemerne imidlertid ikke løst. For så står Mette Frederiksen med et ny udfordring, idet ingen endnu har kunnet påvise en metode, hvormed børnene kan bringes til Danmark, uden at mødrene også følger med.
Her bliver det for alvor svært. Fok nok vil det udløse kritik at bringe børnene tilbage til Danmark, men det kan statsministeren trods alt argumentere sig ud af med henvisning til humanitære hensyn.
Med mødrene er det en helt anden sag. Uanset at de er danske statsborgere og endnu ikke er dømt for noget, vil der rejse sig en storm af protester, hvis også de hjemtages.
Læg så dertil, at det vil være årtiets foræring til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der længe har været på udkig efter en sag, der kan udstille regeringen som udlændingepolitisk slapper.
Det kan regeringen ikke holde til. Hvilket kunne friste Mette Frederiksen til at ty til den model, hun også praktiserede under minksagen. Nemlig at lade en minister tage skraldet på hele regeringens vegne.
Hvilket selvfølgelig er et ildevarslende perspektiv for Jeppe Kofod. For nok vil Mette Frederiksen strække sig et stykke vej for at hjælpe ham. Men hun vil ikke risikere at sætte positionen som udlændingestrammer over styr.
Så trods alt hellere gøre regeringens nok svageste minister til sonoffer. Og så må børnene blive i Syrien.
