It takes one to know one. Siger man jo.

Så når Søren Pind langfredag i en kronik i Berlingske skriver, at Lars Løkkes nye politiske projekt 'kun handler om dig og din forfængelighed' – ja, så er der virkelig grund til at spærre øjnene op.

Om nogen kender Søren Pind Løkke. Berlingske-kronikken er formet som ét langt brev til 'min gamle ven Lars'. Her er tale om to tæt forbundne politikere. Nærmest et skæbnefællesskab har de haft.

Det var Lars Løkke, der i sin tid samlede Søren Pind op, efter at han var blevet et udskud, castet som uregerlig enfant terrible af den tidligere Venstre-ledelse med Anders Fogh og Claus Hjort i spidsen.

Noget for noget, så det var en kampklar Søren Pind, der altid loyalt lagde sig imellem og tog kuglerne, når Løkke befandt sig i skudlinjen for sit rod. Hvilket jo som bekendt skete mere end én gang.

Og i forhold til det med forfængeligheden og det selvoptagne er det ikke helt nemt at argumentere overbevisende for, at Pind ikke skulle være den ypperste af alle eksperter.

Daværende justitsminister Søren Pind og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde midt i 2010erne.
Daværende justitsminister Søren Pind og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde midt i 2010erne. Foto: Søren Bidstrup/arkiv
Vis mere

Det er også derfor, at Søren Pinds udfald må have ramt Løkke hårdt. Havde det bare været enhver anden, der havde beskyldt Løkke for at være ude i et selvcentreret egotrip.

Vel er Løkke ikke uvant med at få kritik. Og det er heller ikke første gang, at han er blevet mødt med beskyldningen om at sætte sig selv over at føre den rigtige politik.

Først slog Løkke sig op på ikke at ville have magten 'for enhver pris'. Senere kunne han ikke gentage sin berømte sentens, uden at folk slog sig på lårene af grin. Så meget klyngede han sig til statsministerembedet og førte en politik, som han selv var uenig i.

Hans senere exit som leder af Venstre var heller ikke køn. Igen dette indtryk af en mand, for hvem selvrealiseringen er vigtigere end selve projektet. Som de dengang gik rundt og sagde til hinanden i Venstre: »Et parti skal have en formand – men en formand skal ikke have et parti.«

Det er lige præcis de karaktertræk, som Søren Pinds kronik med kirurgisk præcision får sat fokus på. Derfor gør den nas.

Nu har Løkke ganske vist ikke officielt erklæret, at han stifter et nyt parti. Men det må betragtes som en formalitet, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før den officielle udmelding kommer.

Løkke har for længst passeret ‘point of no return’. Og faktisk har han fået travlt, idet et efterårsvalg samme dag som kommunalvalget efterhånden ligner et sandsynligt scenario.

Men mon ikke Løkke når det praktiske –  selv i tilfælde af et lynvalg? Sandsynligt er det også, at Løkke med et valgprogram bestående af samarbejde hen over midten, en mindre hård udlændingepolitik samt kritik af coronatunnelsyn og ditto magtfuldkommenhed vil kunne trække mindst fire-fem procent af stemmerne.

Spørgsmålet er så, hvor de stemmer skal komme fra. Søren Pind er ikke i tvivl: Fra de andre borgerlige partier. Og dermed bliver partiet én stor kannibalisering af blå blok.

»Egoistisk«, lyder Søren Pinds vurdering.

Men måske er det i virkeligheden lige her, at Pind-analysen fejler.

Det er selvfølgelig indlysende, at Løkke vil trække mange Venstre-vælgere (omend der bliver stadig færre af dem).

Omvendt: Hvis nogen kan trække stemmer hen over midten, så er det Løkke med hans budskab om at holde yderfløjene væk fra indflydelse. Valgkampen i 2019 viste således en betydelig folkelig klangbund for netop den tanke.

Og tænk nu, hvis et kommende Løkke-parti kan appellere til frustrerede vælgere, der i dag befinder sig i rød blok. Det kunne være radikale, som er trætte af deres partis udtalte Mette Frederiksen-afhængighed. Eller det kunne være socialdemokrater, der har fået nok af den ubønhørligt hårde udlændingepolitik.

Den slags vælgere trukket hen over midten er der magtperspektiv i. Og sådan en bevægelse vil kunne rykke på balancen i dansk politik.

Sker det, vil Løkke være tilbage i den nøgleposition i dansk politik, han tydeligvis savner så meget.

Dét kan man så godt – som Pind gør – vælge at kalde for Løkkes egoistiske selvrealiseringsprojekt.

Man kunne også tale om et sjældent imponerende comeback.