Utroskab og affærer har formentlig eksisteret lige så længe, som der har eksisteret parforhold.

Hemmelige affærer og forbudt forelskelse er temmelig udbredte fænomener – men det er bare ikke noget, vi rigtig snakker om. Det er et af de emner, som kan virke helt umuligt at få lov til at tale om – selv med de nærmeste venner. Derfor oplever jeg som psykolog ganske ofte at sidde over for mennesker, der har brug for at tale med nogen om deres affære.

I det klassiske trekantsdrama fokuserer vi typisk på parforholdet som den hellige kerne, der forstyrres og trues af en udefrakommende tredjepart. Vi taler som regel om det, som om kærlighedshistorien kun har lov at eksistere ét sted – i det monogame parforhold. Vi vurderer, kommenterer og har gerne en mening om den tredje part.

Men vi lytter ikke til denne, for vi har allerede vores mening i sagen. Kort sagt står det tredje hjul typisk alene i en udskældt position uden taletid. Fra dette sted kan det være nærmest umuligt at tale med venner om, hvordan man har det, fordi man lynhurtigt bliver dømt og vurderet. Det er naturligt, at folk, der står i dette dilemma, opsøger psykologen, som kan være fordomsfri i kraft af sit professionelle virke. Jeg møder derfor en del klienter, der har brug for at tale om, hvordan det er at være tredjepart i en kærlighedshistorie.

Neela Maria Sris, privatpraktiserende psykolog. Vis mere

Bare det at få lov til at tale om situationen som en kærlighedshistorie er vanskeligt, fordi de fleste mennesker vil have travlt med at vurdere affæren som moralsk forkert. En kvindelig klient kan for eksempel fortælle mig, at det er rart at få lov til at sige, at man er ked af, at 'han ikke har skrevet i dag'. Selvom man er den udskældte tredjepart i et forhold, kan man have præcis de samme bekymringer som i alle mulige andre 'legitime' forhold – man må bare ikke tale om dem.

Af grunde, jeg ikke skal gøre mig klog på her, er det typisk kvinder, der opsøger mig, fordi det er rigtig svært at være elskerinde til en mand med kone og børn. For nogle fungerer konstellationen fint – men for andre er det pinefuldt og drænende for selvværdet. Hemmelighedskræmmeri og usikkerhed er opslidende. Man kan ikke ringe og skrive frit, og man mangler stabilitet, tryghed og følelsen af, at nogen satser på en. På den måde vil man altid leve i en ulige konstellation. Og hvis man netop ikke har nogen at tale med, kan man sidde fast i lang tid.

Der er mange fordele, som vedligeholder trekantsdramaet. Affæren har en frihed og spænding, som ægteskabet måske mangler. Man får kun det sjove og slipper for den kedelige leverpostejshverdag. Det kan være mandens strategi at sige, at han er den bedste version af sig selv, når han er sammen med elskerinden. Det kan også være en strategi, at manden aldrig snakker om sin kone – eller altid taler dårligt om sit ægteskab.

Og måske planter han diskrete bemærkninger om, at han overvejer at gå fra familien. På den baggrund bliver elskerinden måske ved med at fantasere om, hvor det dejligt det kunne blive. Og det er supersvært at hamle op med drømme og fantasier – især når man ikke har nogen at tale med det om. Når man ikke har nogen at tale med tingene om, kan man hurtigt komme til at glorificere nogle aspekter af forholdet, som bliver altoverskyggende. Historien bliver meget selektiv, når man ikke har en samtalepartner, der kan tilføje nuancer og nye perspektiver.

For nogle er psykologkonsultationen det eneste rum, hvor man kan tale åbent og ærligt. Det er ærgerligt, at nogle samtaler ikke kan fungere mellem venner på grund af moral, holdninger og fordomme. Det er ikke let at lægge fordommene til side, men vi kan få meget ud af at prøve. Vi kunne prøve at lytte og lade hinanden tale frit. Erotiske affærer og forbudt kærlighed er i virkeligheden ganske almindelige og udbredte emner. Hvorfor skal de være så tys tys?