Psykolog: Sådan tackler du livets sværeste krise

Der er to ting, som er stensikkert i et menneskes liv. Vi bliver født, og vi dør.

Det er et vilkår for os alle, at vi kommer hertil alene – og at vi skal herfra alene. Men selvom døden er noget af det mest sikre i denne verden, er det samtidig det mest mystiske og det, som vi har sværest ved at forstå og acceptere.

Når jeg som psykolog taler med klienter om døden – og det sker ganske ofte – så er det som regel med udgangspunkt i deres ønske om at bearbejde, parkere eller forstå deres reaktion efter at have mistet et menneske, der stod dem nær. Det er meget forskelligt, hvilke følelser man kan have, når en tæt relation går bort – det kan både handle om vrede, lettelse eller dårlig samvittighed.

Men oftest handler det om sorg – og om følelsen af at sidde fast i sorgen.

Når jeg arbejder med mennesker og deres sorg, gennemgår jeg normalt de forskellige trin, der er almindelige at opleve i en sorgproces. Det kan være en stor hjælp at tale om sorgen og om, hvordan man forholder sig til de reaktioner, som almindeligvis optræder. Men det er også vigtigt at tale om, hvordan vi opfatter døden.

Tanker om døden kan være en kilde til sorg og angst – og i den vestlige verden er det nok særlig svært at gøre sig tanker om døden, fordi folk sjældent har en tro, som de kan få trøst igennem. Derfor finder jeg det ekstra vigtigt at sætte ord på, hvordan man kan forstå døden.

Man kan nærmest sige, at jeg sammen med mine klienter skaber en form for tro – det vil sige en fortælling, nogle forklarende ord om, hvordan man kan forstå døden.

Forestillingen om, at døden er en definitiv afslutning, gør det rigtig svært at acceptere og forstå den. Selve lyden af ordet 'død' minder om noget, der slutter brat. Det lyder så definitivt. Bum. Slut. Død. Men for mange mennesker kan det hjælpe at vælge at tro på, at døden ikke er et punktum, men måske en overgang til noget andet.

Det kan hjælpe, at man tænker, at det stadig er muligt at kommunikere med den, man har mistet. Det kan være en måde at mindes – og det er sundt at tillade sig selv at dvæle ved minderne.

Det kan hjælpe meget, at man giver sig selv lov til at være ked af det. Man kan for eksempel have et sørge-/minderum, hvor man bruger lidt tid hver dag. Her kan man lade sig selv falde sammen og give sig hen til sorgen.

Og det kan man virkelig have brug for – især når folk omkring en begynder at forvente, at man er kommet videre. Det er normalt at opleve, at omgangskredsen stopper med at spørge ind til sorgen og tabet efter ret kort tid. Omverdenen forventer, at man hurtigt kommer videre, at man rejser sig og kommer på benene igen.

Måske tænker de ikke over, at man stadig er påvirket – og måske virker det akavet at spørge. Måske er det bare svært og forbundet med angst at tale om død og sorg. Vi er nok ikke så gode til at tale om, at vi skal herfra, og derfor kan det være meget ensomt at være i sorg over nogens død. Men jeg vil råde folk til bare at spørge: Hvordan går det med din sorg? Det vil føles langt mindre akavet, end du måske forestiller dig.

Jeg opfordrer folk til at reflektere over døden og det faktum, at vi ikke lever for evigt – for paradoksalt nok er det en af de mest livskraftige tanker, der findes. Det er jo netop, fordi livet har en begyndelse og en afslutning, at man kan sige, at det har et indhold. Tanken om døden behøver ikke at være negativ og trist. Vi kan tænke døden som en naturlig del af livet – og ikke som en kontrast til livet.

Hvor svært det end er at fatte, at vi en dag ikke er her længere, så er det samtidig den viden, der gør, at vi virkelig mærker livets fylde – at vi mærker, at vi eksisterer. I det øjeblik, vi husker på, at vi kun er til låns, fyldes vi op af en taknemmelighed, en ydmyghed og en sårbarhed, der gør, at vi ikke bare tager hinanden for givet.

Når det kommer til stykket, er det kun fordi, vi ved, der en dag bliver stille, at det virkelig betyder noget for os, at vi når at få set det, vi ville – og at vi får hørt vores melodi.

Læs mere om Neela og hendes psykologpraksis Encounter HER.