Så er et nyt skoleår skudt i gang, og med det skal flere tusinde børn stifte det første reelle bekendtskab med den store institution, der - som Bjarne Reuter beskrev det i i sin bog 'Månen over Bella Bio' - 'ligger parat til at æde hundreder af børn og tusinde ekstramadder'.
Og børn skal lære noget i skolen. Det er indlysende, men for forældre såvel som børn og lærere er spørgsmålet vel dybest set: 'Lære hvad?' Mest tænker vi vel, at det er noget med at lære at læse, skrive og regne, og it-færdigheder skal vel også med. Men hvad med dannelsen? Hvordan lærer vi børnene såkaldt god adfærd, så de bliver robuste, samarbejdsvillige og kan tage hensyn til andre?
Det er her, skolens opdragende opgave kommer ind, og den er vigtigere end nogensinde. For stiller man en lærer spørgsmålet: 'Hvordan er de børn, du har med at gøre i dag?', vil man hyppigt få at vide, at de er umodne, ukoncentrerede, dominerende, normløse, grænsesøgende og egoistiske.
Efter min opfattelse er der ingen tvivl om, at man i skolen i dag står med hidtil usete vanskeligheder i mødet med mange børns adfærd. 'Men den dårlige adfærd har børnene jo med sig hjemmefra,' lyder det tit. Og ja, i mange tilfælde ér der tale om, at børnene er svære at have med at gøre, fordi forældrene mere eller mindre har undladt at opdrage deres børn. Ja, fordi mange forældre simpelthen ikke tager aktivt del i børnenes liv.
På den anden side kan lærerne gøre deres til, at børnene lærer almindelige spilleregler for socialt samvær. Der er mange konkrete eksempler på, at lærere har kunnet dæmme op for sociale unoder i klassen. Så det er lige så forkert at påstå, at det udelukkende er lærernes skyld, hvis børnene mangler opdragelse, som at hævde, at det kun er forældrenes. Der kommer sjældent noget konstruktivt ud af sådanne forsøg på at uddele skyld og ansvar.
Men når man taler om opdragelse i skolen, bliver 'opdragelse' alt for ofte reduceret til et spørgsmål om flere grænser, mere disciplin, mere autoritet til læreren! Jeg synes, det er ærgerligt, hvis det hele kommer til at handle om 'de gode gamle dage', for det er en forfladigelse af de egentlige problemer i skolen. Man kan ganske rigtigt drømme sig tilbage til dengang, hvor det ikke var til diskussion, hvordan børnene skulle opføre sig, og hvem der bestemte.
Drømme sig tilbage til dengang, da børn blev opdraget efter faste principper. Man kan synes, det er svært, at børn nu skal høres og inddrages og have medbestemmelse. For det skaber nogle dilemmaer, fordi svarene på, hvad der rigtigt og forkert, ikke altid ligger ligefor: Der er jo altid et - for - og imod, et både - og. Og det er et livsvilkår for både børnene, lærerne og forældrene.
Og så må vi voksne i øvrigt ikke glemme, at nutidens børn også rummer positive ressourcer. De er jo frie, ikke autoritetstro, selvstændige og kritiske. Det er træk, som vi voksne netop gerne ser udviklet hos vore børn; men så må vi også acceptere, at denne kritik og selvstændighed kan slå ud i sammenstød. Men lærerne skal opdrage børnene til at forstå og overholde de spilleregler, der nu engang må være i så store systemer som skolen og klassen, og forældrene skal bakke lærerne op dette projekt.