Som psykolog sidder jeg af og til foran teenagere, der er sendt af sted af deres forældre uden helt at vide hvorfor.

De synes ikke selv, der er noget galt – og når man går i gang med det terapeutiske arbejde, viser det sig også, at deres oplevelser og mentale helbred er ganske normale. Det er ikke noget nyt, at der sker store omvæltninger med unge mennesker i teenageårene – både følelsesmæssigt, kognitivt, kropsligt og adfærdsmæssigt.

Men det kan være overvældende at være vidne til – så meget, at nogle forældre opfatter det som sygeligt eller unormalt. Det kan have meget negative konsekvenser for den unges selvværd, hvis forsøgene på at skabe sig en identitet bliver mødt med et budskab om, at man er forkert.

Når et barn fødes, bliver forældrene klædt grundigt på til deres rolle. Men når det gælder overgangen til teenagealderen, er der jo ikke støtte fra mødregrupper og sundhedspleje – hvilket man ellers godt kunne ønske sig, når man ser, hvor svært det kan være at navigere som teenageforældre.

Nogle gange, når teenageren sendes til psykolog, er det i virkeligheden forældrene selv, der har brug for sparring og viden om, hvordan de skal tolke og håndtere de mange nye og uigenkendelige sider af deres barn.

Det er vigtigt at gribe ind over for destruktiv adfærd – hvis der f.eks. er kriminalitet, stofmisbrug eller påfaldende vægttab, skal man tage affære. Men man skal også vide, at teenageårene indebærer en naturlig eksperimenteren med en række ting – og at det ikke nødvendigvis er problematisk, når grænser bliver overskredet, eller der er store udsving i følelser og personlighed.

Teenagere prøver nye holdninger af og kan i en periode bevæge sig rundt på dybt vand, hvad angår synspunkter, påklædning og andre sociale koder. Forældre kan føle sig magtesløse og fortvivlede, når deres barn lægger afstand til deres dybeste værdier, som f.eks. politisk holdning eller religion.

Men det er en del af processen med at finde sig selv og sine grænser. Den svære balancegang ligger for forældrene i både at give plads til at eksperimentere – men samtidig være i stand til at gribe ind og italesætte problematisk adfærd, hvis det er nødvendigt.

Det er vigtigt, at man er i stand til at anerkende, at den unge har en helt anden holdning end ens egen – men at man stadig kan argumentere for, hvad man selv står for.

Det kan have store konsekvenser senere i livet, hvis man i en vigtig identitetsskabende periode bliver mødt med kritik og opfattet som 'forkert'. Selvfølgelig gør teenagere en masse dumme ting undervejs, når de eksperimenterer og undersøger.

Men det nytter ikke at sige, at de gør alting forkert, eller stille spørgsmålstegn ved deres mentale helbred. I mange tilfælde er man bedst tjent med at acceptere, at teenagere har andre meninger – at sætte plaster for munden en stund og være tålmodig, lyttende, forstående og støttende.

Som psykolog har jeg hjulpet teenagere med alvorlige problemer, som krævede professionel hjælp. Men jeg har også siddet med unge mennesker, der er sendt af sted af deres forældre, hvor det viser sig, at problematikken nærmere handler om relationerne i familien end om teenagerens psykiske udfordringer.

Jeg har f.eks. oplevet, hvordan dynamikken mellem mor og datter kan ændre sig fra at være meget fortrolig – og så til, at moren pludselig står udenfor. Her kan forældrene blive meget nysgerrige på, hvad der foregår 'bag gardinerne' i terapien. Men når forældrene begynder at fylde meget og ser en masse problemer, som teenageren ikke selv føler, så er der ofte større behov for forældrerådgivning end for psykoterapi til deres barn.

Især forældre med tendens til curlingstilen kan have vanskeligt ved at være vidne til teenageomvæltningerne, fordi de går fra at være over- til underinvolverede. Det er vigtigt at indstille sig på, at følelsesmæssige udsving er en del af at finde sig selv i teenageårene – og ikke at sygeliggøre forandringerne. De markante ændringer er ikke nødvendigvis dårlige – de kan ligefrem være et sundhedstegn.

Læs mere om Neela Maria Sris og hendes psykologpraksis Encounter HER.