Som psykolog møder jeg ofte unge mennesker, der oplever det som et enormt pres, at de konstant får fortalt, at de skal sælge sig selv.

Hvis du vil have succes, skal du være god til at markedsføre dig selv – og du er sat bagud, hvis du ikke kan finde ud af det.

Det forventes af de unge, at de er enormt overbevisende, målrettede og selvpromoverende, når de skal ud i verden og finde deres vej i karrieren og livet. På uddannelsesinstitutionerne og jobcentrene får de tilbudt det ene kursus efter det andet i at polere deres LinkedIn-profiler, toptune CV’et og lægge strategier for, hvordan de bedst muligt fremhæver deres kompetencer til jobsamtalen. Budskabet er: lær at sælge dig selv, hvis du vil opnå noget i denne verden.

Konkurrencen er stor, og derfor er det klart, at man skal have noget at byde på for at få jobtilbud. Men nu er kravet om 'selv-markedsføring' blevet sådan en selvfølge, at man kan komme til at tænke, at der er noget galt med én, hvis man har modstand overfor det. Er jeg forkert, hvis jeg nu ikke er så vild med at sælge mig selv?

Det kan være svært at navigere i usikkerheden som arbejdsløs og jobsøgende. De mange gode råd om, hvordan man sælger og iscenesætter sig selv kommer jo fra et godt og velment sted. Men for nogle mennesker bliver det bare til endnu en nervøsitets- og stressfaktor over at skulle ud på jobmarkedet – for de er ikke gode sælgere.

Det kan føles meget unaturligt at skulle sælge sig selv på den her markedsplads, hvor det forventes, at man er god til at føre sig frem. For nogle kan det være så grænseoverskridende, at de oplever angstsymptomer.

Er der noget galt, hvis man føler et vist ubehag over de evige gode råd og kurser i selvprofilering? Hvis man bliver lidt træt af at skulle øve sig på at beskrive sig selv som en vare, som man håber, at arbejdsgiveren vil købe? Er det forkert, hvis man bare føler sig som et ganske almindeligt menneske ved siden af andre almindelige mennesker – uden den helt store trang til at råbe op om, at man er en meget bedre investering end sidekammeraten?

Når folk opsøger en psykolog for at få professionel hjælp til at håndtere nogle af disse spørgsmål, så er det jo ikke fordi, de som sådan har psykiske lidelser. Der er tale om sunde unge voksne, som blot har behov for hjælp til at tackle omverdenens krav. Mange har en god grundlæggende tro på, at de er noget værd som menneske. Men selv folk med et rigtig godt selvværd kan blive udfordret, når de møder kravet om at markedsføre og promovere sig selv. Det er ikke nok at hvile i sig selv og have et sundt selvværd og selvtillid – du skal også have lyst til at sælge dig selv.

Det giver god mening, at den lyst ikke kommer naturligt for alle. Vi er ikke alle sammen fødte sælgere, og vi behøver heller ikke at være det. I et eller andet omfang er det vigtigt at kunne præsentere sig selv på en god måde – men hvis man ikke er typen, der er glad for at fremhæve sig selv, så må man forsøge at finde en balance. Husk, at det ikke er et svaghedstegn, hvis man har modstand over for selvpromovering.

Tværtimod vil jeg sige, at man burde gøre en dyd ud af det – at være stolt af følelsen af sådan en blokade. I ubehaget over at skulle sælge sig selv, gemmer der sig også en vis portion ydmyghed, som jeg tror det er vigtigt at værne om. Den står i kontrast til tidens ideer om, at opskriften til succes handler om at sælge og fremhæve os selv. Den kontrast skal vi ikke prøve at rydde af vejen, men måske snarere holde fast i.

Ydmyghed skal ikke fylde så meget, at den blokerer for ens udfoldelse, men i bund og grund er det er en god og sund værdi. Så inden du begynder at banke dig selv oveni hovedet over, at du ikke kan finde ud af at sælge dig selv, så prøv at være glad for, at du er et menneske, der besidder ydmyghed. Det er en af de smukkeste menneskelige kvaliteter, der findes.