Det er en rimelig udbredt og velkendt forestilling, at smukke mennesker klarer sig bedre i livet end de knap så smukke.

Det er let at finde videnskabelige artikler, som viser, at de mere velproportionerede eksemplarer ofte har højere lønninger og bedre job og i det hele taget fremstår mere troværdige og vellidte.

Det har man hørt igen og igen – og det er nok temmelig svært for selv de mest ihærdige kropspositivister at rokke særlig meget ved den forestilling. De seneste år har vi set en del forsøg på at påvirke og ændre tidens mainstream-idealer omkring krop og udseende.

Men ikke desto mindre bliver det smukke ydre ved med at være en magtfuld valuta – og ikke mindst en kilde til bekymring, sorg og misundelse for rigtig mange mennesker.

Neela Maria Sris, privatpraktiserende psykolog. Vis mere


Det er formentlig ikke forkert, når en stor mængde forskning peger på, at 'smukke' mennesker er mere velhavende og succesfulde. Men sådan en konstatering kan føre til nogle ret problematiske forestillinger, som ikke nødvendigvis har så meget hold i virkeligheden. Betyder det for eksempel, at smukke mennesker er lykkeligere – eller at de har 'bedre' venner og kærester?

Som psykolog har jeg rigtig mange klienter – særligt unge kvinder – der hagler deres udseende ned. De er dybt utilfredse og bruger meget af deres tid på at være kede af, hvordan de ser ud.

Det kan være meget hæmmende og en kilde til stor usikkerhed, når lårene er for tykke, øjnene for tætsiddende, underarmene for blævrede og rynkerne for dybe. Men spørgsmålet er: For tykke til hvad? For blævrede til hvad?

Negative tanker om kroppen hænger tit sammen med tankeforvrængninger, hvor der er et eller andet, der er gået galt i ligningen. Det kan godt være, at der er en mand derude, der synes, at dine underarme blævrer for meget.

Eller en veninde, der synes, du ikke er pæn nok til at have med i byen – eller en arbejdsgiver, der ikke synes, du ser godt nok ud til at sælge varen. Men hvis du tænker dig om en ekstra gang, så er det er nok ikke den mand, du ønsker dig.

Ligesom det heller ikke er den veninde, du ønsker at dele dine hemmeligheder, med eller den arbejdsplads, du gerne vil stå op til hver morgen. Når det kommer til stykket, er det jo værdier som loyalitet, troværdighed, kærlighed og omsorg, som er det vigtigste for de fleste af os. Men det glemmer vi – og imens gør vi udseendet til en målestok for, hvad vi er værd.

Vi lever i en kultur, hvor overfladen er noget af det første og vigtigste. Knoglestrukturens symmetri og hudens stramning har åbenbart en kæmpe betydning for os – så meget, at vi tror, at vi mister status og værdi, hvis vi mister det flotte, glatte ydre.

Derfor blomstrer Botox-klinikkerne med et budskab om, at vi skal være bekymrede, hver gang vi kigger os i spejlet. Vore øjne bliver opdraget til at fokusere på 'fejlene', og helt naturlige fænomener som rynker bliver til noget, der skal fjernes – ligesom en rådden tand skal rives ud.

Hvorfor skal vi ikke have lov til at være glade for at ældes helt naturligt? Hvorfor skal ansigtet ikke have lov til at fortælle sin historie om et liv med gråd og grin?

Hvad skal der til for at forstå udseende som noget andet end et kontinuum fra smuk til grim? Som noget, der kan være forkert, og som skal 'fixes?' Man kunne måske prøve at forstå det som et billede på ens forældre – som en manifestation af den genetik, der har flydt i familiens årer i generationer. Ville det ikke være smukt?

En ting er sikkert – udseendet vil ændre sig med tiden. Det vil falme og blive gammelt – og på den måde er det noget af det mest flyvske ved et menneskes personlighed. Hvorfor skal det så have så meget magt?

Retorikken omkring skønhed er med til at fastholde tankeforvrængningerne – og 'hvor ser du godt ud' er et af de mest brugte komplimenter. Kunne man forestille sig en verden, hvor vi i stedet sagde 'hvor ser du glad ud'? Sådan en lille ændring i sproget gør en stor forskel. Lad os da hellere anerkende hinanden for den glæde vi bringer, end for hvor heldige vi har været i det.

Læs mere om Neela og hendes praksis HER.