Vær god mod dig selv, hav omsorg for dig selv – det er et budskab, som de senere år har fået stigende opmærksomhed.
Både i psykologens terapeutiske praksis, men også i høj grad i den mere populære version, som vi finder i magasiner og selvhjælpsbøger. Vi går op i at passe godt på os selv, og det er der masser af gode grunde til. Men er der ikke gået lidt kludder i rækkefølgen, når selvomsorgen bliver beskrevet som det første skridt på vejen til et bedre liv?
Det er oplagt at forstå bølgen af interesse for selvomsorg som en vigtig modvægt til det fokus på præstation og performance, som er så indgroet i vores kultur på godt og ondt. Et af problemerne ved konkurrencementaliteten er, at den kan føre til rigtig dårligt selvværd for dem, der konstant banker sig selv i hovedet med alle de ting, de ikke når og ikke magter.
At drage omsorg for sig selv kan være en god måde at skabe balance på, hvis man hælder lidt for meget til tankemønstre, der fortæller én, at sådan og sådan bør du gøre for at være god nok.
Er der ikke gået lidt kludder i rækkefølgen, når selvomsorgen bliver beskrevet som det første skridt på vejen til et bedre liv?
I lyset af dette er det ikke så mærkeligt, at 'self-compassion' er et buzzword, som bugner i selvhjælpslitteraturen i øjeblikket. Som psykolog støder man ofte på selvværdsproblematikker i forskellige afskygninger, og det handler typisk om, at man har en stærkt selvkritisk side, der konstant fortæller én, at det, man gør, ikke er godt nok.
At man siger til selv, at man aldrig kan tage sig sammen. At man skal arbejde hårdere, at andre ikke kan lide én, og at det er ens egen skyld. At man konstant slår sig selv i hovedet: 'Nu gjorde du det forkert – igen!'
I forhold til de udbredte selvværdsproblemer kan evnen til at tænke med omsorg for sig selv være en kæmpe befrielse. Jeg har set, hvordan det kan forandre folks liv, at de begynder at tale til sig selv i en blidere, roligere og mere omsorgsfuld tone – ligesom man ville tale til sin bedste ven, hvis vedkommende stod i en svær situation.
Desuden viser forskning, at mennesker, der har meget omsorg for sig selv, også er mere omsorgsfulde over for andre mennesker. De behandler andre bedre, er mere glade for deres liv og har bedre parforhold. Det hjælper bare. Det sætter folk fri.
Forskning viser, at mennesker, der har meget omsorg for sig selv, også er mere omsorgsfulde over for andre mennesker
Hvis man er hårdt ramt af dårligt selvværd, kan det være nødvendigt at sætte selvomsorgen i første række. Men for mange mennesker vil jeg trods alt mene, at rækkefølgen burde se anderledes ud. Det kan endda være udmærket at banke sig selv i hovedet – i passende mængder.
Forestil dig for eksempel, at du for en gangs skyld har inviteret din kæreste på romantisk middag, men når dagen så kommer, finder du ud af, at du har et vigtigt møde i kalenderen netop samtidig. Du har lavet en rigtig uheldig dobbeltbooking, som du ikke kan redde.
Hvis selvomsorgen kommer i første række her, vil din reaktion måske være at gå i forsvar og undskylde dig selv med, at du også har alt for meget at se til, og at det jo er noget, der kan ske for enhver. Det er muligvis rigtigt nok, men hvis din første reaktion er at gribe til gode undskyldninger og forklaringer om, hvorfor det møde er vigtigere end jeres planlagte date, så er det sandsynligt, at din partner vil synes, at du ikke tager vedkommende alvorligt.
At du ikke har øje for, hvordan det føles at blive sat til side og nedprioriteret. Nogle gange er det bare på sin plads at lægge sig fladt ned og beklage, at man har lavet en brøler. Og måske vise, at man er i stand til at banke sig selv lidt oven i hovedet først. Det kan være helt afgørende for, om din modtager føler sig set.
På den måde er det ikke altid rigtigt, at selvomsorg er det første skridt til et bedre liv. I kommunikationen med andre – om det så er din kæreste, ven eller kollega – er det som regel bedre at lade det første skridt være en anerkendelse af, hvad den anden oplever. Nogle gange er det vigtigste at kunne slå sig selv i hovedet på det rigtige tidspunkt. Så kan selvomsorgen altid komme bagefter.

