Fravær af anstændighed og manglende vilje til at vise næstekærlighed.

Så klart beskriver professor Peter Lauritsen behandlingen af den 13-årige Mint.

De seneste uger har B.T. fulgt de thailandske piger Mint og Baem. Begge er blevet udvist fra Danmark og sendt tilbage til Thailand. Til trods for, at deres mødre, søskende og papfædre bor i Danmark.

Selvom begge piger har gået i dansk folkeskole, forstår dansk og selv kan gøre sig forståelige på dansk, har Udlændingestyrelsen vurderet, at hverken den 13-årige Mint eller den 15-årige Baem kan integreres i Danmark.

Ud over Mint og Baem har Udlændingestyrelsen det seneste halve år udvist syv børn på 13, 14 og 15 år.

Nu mener Peter Lauritsen, der er professor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, at sagerne kan sværte vores kollektive eftermæle. Det skriver han i et debatindlæg i Politiken.

Professoren definerer politik som problemer, der skal løses, og muligheder, der skal udnyttes. Bare ikke når det gælder udlændinge- og integrationspolitikken. Når det kommer til de områder, er politikerne kun optaget af at være hårde og vise handlekraft, mener han.

Ifølge Peter Lauritsen påvirker det ikke bare de to piger og andre, der som dem bliver ramt personligt. Det påvirker også alle os andre. Og det påvirker især, hvordan vi bliver set af andre, og hvordan vi ser os selv.

For det handler om vores grundlæggende værdier, især hvilke værdier vi danskere gerne vil have skal beskrive os - også for eftertiden, advarer Peter Lauritsen.

»Vil vi være den generation, der i et af verdens rigeste lande er så moralsk fattig, at vi ikke kan tage vare på børn, blot fordi de ikke er født her? Vil vi være dem, der stadfæster, at familier kan splittes i magtens tjeneste? Skal det være os, der indskrænker retsstat og frihed ud fra en irrationel frygt for det fremmede? Skal det være os, der erstatter danske værdier om humanisme, åbenhed og håb med frygtens indelukkede kulde,« spørger han.