For nylig havde jeg endnu et par singler i rådgivning, og samtalen drejede sig hurtigt ind på, hvorfor de altid faldt for 'de forkerte.' Hvorfor det skulle være så svært at finde den helt rigtige?

Og hér slår de virkelig hovedet på sømmet. For det, man som single leder efter, er jo netop 'den rigtige.' Det er ham eller hende, der ikke bare slår benene væk under én, men som også kan blive en fantastisk livsledsager, en god forælder, en hed elsker og en respektfuld sparringpartner. Hele vejen gennem livet.

Det er en ret stor ting at lede efter.

Og det er derfor, det tit bliver så svært.

For man vil jo så forbandet gerne tro på, at den, der slog benene væk under én, også kan tilbyde alle de andre ting. Det er bare langtfra altid, det hænger sådan sammen, og faren ved det er, at man kan komme til at finde sig i alt for meget – og måske endda miste sig selv lidt undervejs.

Det ér ikke nemt. Et af de klogeste mennesker, jeg kender inden for parterapi, en amerikansk psykologi professor, fortalte mig for nylig, at han havde været på 60 dates, inden han fandt kvinden, han giftede sig med, og som han nu har været gift med i 32 år.

60 dates!

Og han er endda forsker i parforhold og havde på det tidspunkt forsket i otte år! Så nej, det er ikke altid nemt at finde en partner, og der er ikke noget galt med dig, hvis dit livs udkårne ikke dukker op med det samme. At finde et menneske, som man har lyst til at tilbringe resten af sit liv med, er en stor opgave.

Lytter du til mavefornemmelsen?

Når man brændende går og ønsker sig en livspartner, så ligger der en fare for, at man netop falder for 'de forkerte.' Det kan godt være, at mavefornemmelsen råber og skriger og siger, at det her er helt forkert, men man ignorerer den, fordi man vil jo så gerne tro på, at det kommer til at gå.

Så man holder fast … mens forholdet bliver værre. Man bliver måske endda nedprioriteret, løjet for, kørt rundt i manegen, talt ned til osv., men man finder sig i det hele, for man vil jo så gerne have, at drømmen bliver til virkelighed.

Men nej! Hvis du har mere travlt med at hugge en hæl og klippe en tå af dig selv for at behage din potentielle partner, end du har med at nyde jeres forhold, så er du altså på vej ned ad den forkerte sti. For at lave om på dig selv og ændre din måde at være på ændrer ikke på noget, hvis din partner behandler dig uforskammet dårligt. Det skal du huske.

Og du kan være stensikker på én ting: Bliver din mavefornemmelse ved med at sige: 'NEJ!', så ER det et tegn på, at du ikke skal være i en relation med vedkommende. Mavefornemmelsen kan du stole på i langt de fleste tilfælde. Også når det gælder dating og begyndende relationer.

Er du glad alene?

Som regel spørger jeg mine singler, om de kan være glade alene. For helt ærligt: Hellere være glad alene end ulykkelig med en anden.

Hvis du ikke er glad i dit singleliv, så er min erfaring nemlig, at man har mere tendens til at slå for meget krølle på sig selv for at være sammen med en anden. Men det bliver man heller ikke glad af.

Så er du single, så start med dig selv og dit aleneliv. Find ro i det. Gør ting, der gør dig glad. Nyd det – også selvom du drømmer om, at I engang bliver to.

For kan du være glad dér, så er det betragteligt nemmere at sige 'nej tak' til en klaphat med en uforskammet opførsel, som måske endda kommer til at stå i vejen for den helt rigtige.

Majs Tip: Er du alene, så brug din singleperiode på at skrue op for livskvaliteten.

Hvis du vil vide mere om Majs praksis og bøger, så læs mere HER.