»Det er et uforståeligt svigt af børn og unge, som vi er vidne til.«

Professor i biologi Morten Petersen var klar i mælet, da han gæstede B.T. Live. Han synes ikke, at det er fair for børn og unge i samfundet, at de ikke kan komme i skole og have et socialt liv, når situationen med forholdsvis lave smittetal og mange ældre vaccineret er aktuel.

»Alt data viser, at det er i privaten og på plejehjemmene, at smitten spreder sig hurtigt. Plejehjemmene er nu blevet vaccineret. Julen er overstået. Lad os nu få åbnet op, for de unge især.«

Men hvorfor hører vi ikke de unge brokke sig? Det er trods alt dem, som debatten handler om.

»Hver eneste gang de unge prøver at gå ind i debatten, så sidder der en hær af internetkrigere, der sviner dem til og skriver 'I tænker kun på jer selv. I vil bare gerne have, de ældre skal dø'. Jeg forstår da godt, hvorfor de ikke tør at gå ind i debatten.«

Debatten kommer i kølvandet på regeringens gradvise genåbning, hvor størstedelen af skolebørnene 'kun' får lov til at komme tilbage i skole en gang om ugen. Det skal foregå udendørs. Genåbningen er lavet i samarbejde med eksperter, der har udregnet mulige scenarier, der kan ske ved at genåbne visse ting af samfundet.

»Jeg har det svært med, at alt er gjort op i algoritmer og udregninger. Vi har ikke så meget empiri, som man kan proppe ind i disse modeller. Der er desuden lavet en masse studier fra mange forskellige lande, der viser, at man med få effektive midler kan undgå smitteeksplosioner på skoler og uddannelser,« sagde Morten Petersen og fortsatte sin argumentation.

»Lige meget hvordan vi vender og drejer den, så er det dem, der er allermest syge og oppe i alderen, som bliver ramt af denne her epidemi. Selvfølgelig skal vi gøre noget for dem, men er det kun dem, vi skal gøre noget for i dette land?«

Der er jo også nogle, der har draget fordele af nedlukningen og hjemmeundervisning. Hvad med dem? Bliver de ikke forbigået, hvis vi går tilbage til 'gamle' tilstande?

»Vi kan selvfølgelig bruge rigtig meget fra denne tid til at skabe et bedre miljø for alle i skolerne og på uddannelserne, men målet er vel at komme tilbage til en normal hverdag. Så kan det være, at den 'nye' normale hverdag bliver lidt anderledes end den 'gamle' normale hverdag.«

Morten Petersen kom også med sit bud på, hvordan regeringen burde have genåbnet samfundet.

»Det burde se ud som i efteråret. Der kørte det fint med at have skolerne åbne uden smitteeksplosion. Derudover har vi fået mere kapacitet i forhold til at teste, så forudsætninger for at have åbent nu er endnu bedre end i efteråret.

Morten Petersen i B.T. Live.
Morten Petersen i B.T. Live.
Vis mere

Men vi så da et smitteudbrud i løbet af efteråret?

»Det var, fordi vi begyndte at være sammen i privat regi. Vi begyndte at drikke øl sammen, og rigtig mange afholdt julefrokoster med alt for mange mennesker. Jeg blev selv inviteret til en del, men valgte ikke at tage med,« afslutter han.