»Vi har skabt en fortælling om, hvordan vi reddede os selv her i Danmark. Men i den fortælling er angstkortet blevet det stærkeste.«

Sådan sagde Morten Petersen, da han gæstede B.T. Live og blev spurgt ind til, hvad det er vi mangler at fortælle i debatten om coronavirus.

Morten Petersen er professor i biologi ved Københavns Universitet, og han mener, at vi har gjort en masse ting rigtige i Danmark. Men der er stadigvæk for mange, der er bange og har et forkert billede af pandemien.

Morten Petersen, hvor farlig og dødelig er den her coronavirus så? Hvem er det, der dør med den?

»Måske verdens mest anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature har udregnet dødsraten med corona i forskellige lande i Europa.«

»Her har de udregnet at, sandsynligheden for at dø med corona er tæt på nul, hvis du er under 50 år, men den begynder først rigtigt at stige, når folk fylder 80 år - fuldkommen ligesom med influenza. Statens Serum Institut skriver selv på deres hjemmeside, at selvom du er 60 år og har lidelser, er du ikke rigtig betragtet som i risikozonen. Hvis du er rask under 80, er du heller ikke rigtig at betragte som i risikozonen.«

Under pandemien er der én person under 50 år, der af død med corona og 23 under 60 år, der er døde med virussen. I aldersgruppen 70-79 år har 225 mistet livet med corona og tallet er 303 for personer mellem 80 og 89 år.

»Det er ældre med flere sygdomme, man ikke kan udelukke ville have haft nogle år flere at leve i, men det er den samme gruppe, som også er udsat for influenza og lungebetændelse. Det er en gruppe, som er et sted i livet, hvor hvis de får en infektion, dør de.«

Morten Petersen understreger desuden, at gennemsnitsalderen for borgere døde med corona er 82 år, mens gennemsnitsleverealderen faktisk er 81 år. Dermed er coronapatienterne faktisk ældre, når de dør, end den generelle befolkning.

Han mener, man skal se på influenzaepidemier for at sætte angsten for corona lidt mere i perspektiv.

»Sundhedsmyndighederne har været for dårlige til at sammenligne og forklare befolkningen, hvordan vi har klaret os igennem sammenlignelige trusler. Det mangler i debatten, og der er for mange, der er bange,« sagde Morten Petersen.

Hvilke sammenlignelige trusler er det her, du mener?

»Det er naturligvis influenza og influenzarelaterede sygdomme. Det behøver nødvendigvis ikke at have det samme tryk på befolkningen i de enkelte år.«

Influenzasæsonen i 2017-18 medførte 2822 dødsfald i Danmark. Under coronapandemien har lidt over 800 danskere mistet livet med sygdommen. Kan man bare tage de to tal og sammenligne dem?

»Det er ikke fair, nej. Vi lukkede ned, og mange flere ville være døde med corona, hvis vi ikke havde gjort det. Det ville være meget dumt at sammenligne.«

»Men det vil give mening at kigge på, at influenza i nogle sæsoner tager rigtig mange liv. Problemet med corona er, at den løber for hurtigt, når vi ikke har nogen former for immunitet i befolkningen.«

»Det vil vi som oftest ikke opleve med influenzaen, hvor kurven breder sig over længere tid, men der dør relativt mange af det. Og man skal huske, at influenzaen kommer igen og igen.«

En række eksperter og forskere har regnet dødeligheden med corona ud, som er et tal med usikkerheder. Men forskerne kommer frem til, at risikoen for at dø med corona er på mellem tre promille til én procent, hvorimod den er på 0,025-0,05 ved influenza. Covid-19 er med andre ord 20-40 gange mere dødelig end influenza – på nuværende tidspunkt.

Er det et tal, som du vil betvivle?

»Egentlig ikke. I et øjebliksbillede er corona mere dødelig, men det er der en grund til. Når der kommer en virus, som der aldrig har været her før, og der ingen immunitet er imod den, så kan den tage flere liv. Det vil den gøre på den korte bane. På den lange bane vil den løbe ud, fordi man får noget dæmpning og immunitet i befolkningen. Så går det pludselig ikke hurtigt mere.«

»Over tid vil jeg mene, at influenzaen er mere dødelig. Man skal ikke glemme, at der komme influenzapandemier en gang imellem. Senest var der en i 2009.«

Er vi blevet for berøringsangste over for døden i det her samfund?

»Det tror jeg vi er. En historiker skrev til mig, at vi har fået et naivt syn på døden i stedet for at glæde os over, at vi i det her samfund bliver så gamle. Gennemsnitsalderen på coronadødsfaldene er på 82 år.«

Dog mener Morten Petersen, at vi har lært især én markant ting som samfund under pandemien.

»Det, vi kan komme frem til, er, at vi har omsider lært, at vi skal passe bedre på de syge ældre, men vi bliver også nødt til at forstå, at der kommer et tidspunkt i livet, hvor vi ikke længere kan stå imod og derfor dør vi. Det er der intet nyt i.