Savner du, at din partner tager initiativet i sengen? Længes du efter, at din partner er mere aktiv?

Så læs med her, hvor jeg deler en af de øvelser, som altid virker i min praksis.

Er du altid den, der tager initiativet til sex?

Så kan du sikkert godt få den tanke, at din partner måske slet ikke interesserer sig for sex. Det ville ikke være unaturligt.

Måske har det endda stået på så længe, at du er begyndt at tage det personligt. Altså: Måske er det MIG, min partner ikke har lyst til. Altså MIG som menneske.

Men bare rolig. Sådan behøver det slet, slet ikke at hænge sammen!

Når vi taler om lysten til sex, kan vi lidt firkantet sat op dele det ind i to kategorier: Den spontane sexlyst og den receptive sexlyst.

Den spontane lyst er den, mange kender fra forelskelsen, hvor den nærmest tænder sig selv, måske endda på de mærkeligste tidspunkter. Den receptive lyst derimod kaldes for 'modtager-' eller 'væk-mig'-lysten. Det er en lyst, der stille og roligt bliver vækket, når den lokkes frem af kys, kram, forskellige stemninger m.m.

Maj Wismann.
Maj Wismann.
Vis mere

Så der er to slags lyst: en lyst, der springer af sig selv, og en lyst, der skal vækkes.

Og ingen af dem er mere rigtig end den anden. Det er en vigtig pointe!

Hvis man lever sammen med én, der har betydelig lavere lyst end én selv, eller hvis man selv har høj spontan lyst, og ens partner har 'væk-mig'-lyst, så kan man nemt komme i den situation, at man hele tiden er den, der skal tage initiativet til sex. Og det kan man godt blive træt af, for det ER jo dejligt at blive lagt op til og få vist interesse.

Men det kan faktisk også være et problem for din partner, at det altid er dig, der kommer til at tage initiativet. For så vil de ting, I laver, når I har sex, typisk tage udgangspunkt i dine præmisser og erfaringer, og ikke i din partners. Heller ikke selvom du prøver. Og det er synd.

For selvom man har 'væk-mig'-lyst, er man jo stadig interesseret i sex og nyder det, når det er i gang. Derfor vil det være en gave til jer begge to, hvis partneren med 'væk-mig'-lyst kan lære, hvordan han/hun i højere grad selv kan tænde lysten og dermed tage mere initiativ.

Præcis dét handler denne øvelse om. Her er det nemlig 'væk-mig'-lyst-partneren, der skal mere på banen. For hvad VÆKKER egentligt lysten hos ham eller hende?

Aftal, at nu er det den med 'væk-mig'-lysten, der skal være den mest aktive, og vær så meget opmærksom på, hvad der kommer af input. Husk hele tiden at lade vedkommende være den styrende. Også selvom forspillet kan være væsentligt længere end normalt.

Måske har man mest lyst til at kæle og kysse i lang tid. Måske vil man gerne læse en erotisk novelle. Måske noget helt tredje.

Det vigtigste her er, at man øver sig i at være i det tempo, som 'væk-mig'-lyst-partneren har. Så der ikke bliver presset et tempo eller nogle bestemt aktiviteter ned over vedkommende.

Prøv at lade ham eller hende styre showet. »Hvad kan du tænke dig, at jeg gør ved dig eller gør ved mig selv?« og »er der noget, jeg kan gøre, som du har lyst til?« er rigtig gode spørgsmål.

Der er ingen tidsramme, ingen mål, ingen hastværk eller jag. Det handler om at gøre sig erfaringer og opleve, hvordan det er, når tempoet sættes ned, og den anden får lov at udforske egne impulser i eget tempo.

På den måde kan 'væk-mig'-lyst partneren få SIN lyst og nydelse på banen. Få den vækket, få den aktiveret, få den til at vokse og få den til at fylde. Og dét kan give nogle helt nye seksuelle oplevelser til jer begge.

Majs tip: Du er ikke forkert, hvis du har høj eller lav lyst. Tænk over, hvad gode rammer og situationer kan gøre for netop din lyst.

Få mere info om Maj Wismann om hendes konsultation og bøger HER.

Andre læser også