Da jeg gik i skole, var jeg ikke i tvivl, når der var plads til forbedringer.

Når jeg ikke havde gjort mig umage nok. Når jeg ikke havde gidet at sætte mig ordentligt ind i tingene eller bare ikke havde forstået andengradsligninger, og matematikkarakteren var derefter.

Det måtte jeg så tage til efterretning. Men jeg var til gengæld heller ikke i tvivl, hvis de tyske stærke verber havde den rigtige endelse, hvis de latinske forholdsord styret i dativ var bøjet korrekt, og den danske stil var på et højere niveau, end den sidste jeg skrev.

Karakteren var nemlig derefter. For læring er en slidsom proces, hvor man hele tiden bliver konfronteret med sine fejl og med alt det, man ikke kan. Men flid lønner sig. Og udløser et tal i karakterbogen. I århundreder har det været sådan, uden at elever og studerende har taget skade af det.

Men det gør de åbenbart nu. Elever i de ældste klasser føler sig pressede og stressede i et omfang, der ikke er set før.

Og karaktererne får altså en stor del af skylden, fordi eleverne tænker 'panisk over hvad lærerne vil have'. Derfor vil den røde fløj på Københavns Rådhus afskaffe alle andre karakterer end de lovpligtige standpunktskarakterer, der gives to gange årligt. Ud med nationale test og ind med den karakterfrie skole.

Men kunne det ikke tænkes, at stress, følelsen af utilstrækkelighed og det at segne under egne forventninger og omverdenens krav i virkeligheden udspringer af noget andet end karakterbogen?

At det ikke er karaktererne, men noget andet, vi skal af med – og noget andet, vi mangler i den vestlige kultur? For det er samme bedrøvethed, angst og sjælelige uro, det vestlige menneske af i dag lider under – og det har ikke noget med karakterer og præstationer at gøre.

For mennesket og menneskets verden braser ikke sammen, fordi man ikke får 12 i engelsk stil – det kan føles sådan, hvis noget andet i én i forvejen er skredet. Som om man fuldstændig ser bort fra, at børn og unge har et liv uden for skolen og karaktererne – et liv i et samfund, hvor der hersker en tidsånd.

Karakterer er en bedømmelse af elevens præstation og ikke af deres værdi som mennesker, og det er forældrenes opgave at fortælle dem det. Problemet er bare, at perfekthedskulturen i samfundet har smittet af på ånden i uddannelsessystemet, der begynder at indrette sig efter, at alle skal kunne opnå højeste karakter og dermed fejlfrihed.

Ingen tager skade af at få en dårlig karakter eller prøve at dumpe, man kan faktisk have godt af det - sagt i den allerkærligste mening. For der er altid noget, man ikke er god nok til, men kan blive bedre til, hvis man knokler, stræber og vil det.

Det er bare svært at forstå i et samfund, hvor vi lever i den tro, at mennesket er perfekt, at vi er gode nok – gode nok til alt og skal belønnes derefter. Vi tåler ikke sprækkerne og revner, modstanden og nederlaget – og derved mister vi den fandenivoldskhed, udholdenhed og ihærdighed, der skal til, hvis man vil opnå noget.

'Per aspera ad astra.' 'Gennem trængslerne til stjernerne' stod der på et træsnit over trappen på mit gymnasium.

For vi mennesker har livet igennem brug for en retning, et mål og en mening, der ligger uden for os selv – vi trænger til at komme i 'mesterlære' for at bruge Peter Bastians udtryk, og derigennem blive befriet fra os selv.

Vi lever i en kultur, hvor det første, vi ser om morgenen, og det sidste, vi ser om aftenen, er det blålige skærmlys. Og det er ikke bare en informationsstrøm, man bliver klogere af – nej, det er vores eget spejlbillede, vi kigger på.

Tæller venneanmodninger, likes og følgere. Sender snapchat og tager selfies af vores unikke, lille jeg. En fordummende kultur, hvor fuldkommen åndsforladte influencere og youtubere fortæller, hvordan man lægger rouge på kinderne, fjerner fejl og dækker urenheder, inden man tjekker ind fra den rigtige location.

Fordybelsen (i noget andet end sig selv) og bogen på natbordet er skiftet ud med iPhonen. Kære læser: Vær et forbillede for dine børn. Tag dem i 'mesterlære'. Sluk skærmen. Læg den ud i stuen, anskaf et gammeldags vækkeur og lær selvforglemmelsen.

Lær dem at være målrettede, kompromisløse og interesserede i noget større, så man kan bære det momentane følelsesmæssige ubehag ved en dårlig karakter, som den gamle vismand Peter Bastian skriver om i sin bog, 'Mesterlære. En Livsfortælling'. En forbilledlig livsfortælling om at være mere interesseret i det, man ikke kan, end det, man kan. Og blive løftet fra et lavere niveau til et højere. Og her er karakterer et pejlemærke på vejen. Opad. Og fremad.