»Man vil spise en nedslidt skraldemand eller sosu-hjælper med en folkepension på 7.000 kroner. Det hører da ingen steder hjemme.«

Sådan lyder Kim Madsens umiddelbare kommentar til Socialdemokratiets forslag til det, partiet kalder en ‘værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet’.

Formanden for aktivistnetværket Jobcentrets Ofre mener dog ikke, at der er tale om et værdigt udspil.

»Det er en spareøvelse,« sagde Kim Madsen, da han svarede på spørgsmål i B.T.’s livestudie.

Debatten om pension står til at blive et hedt emne ved næste folketingsvalg, og Socialdemokratiet har åbnet ballet.

Partiet foreslog i slutningen af januar, at fysisk og psykisk nedslidte og dem, der har været længst på arbejdsmarkedet, skal have mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, selvom de ikke er nået pensionsalderen. Det skal ske ud fra en række objektive kriterier.

»Det er glimrende, hvis vi får mulighed for at trække os tidligere tilbage, men som med alt andet, der kommer inde fra Folketinget, ved vi, at ligegyldig hvilken offentlig ydelse, du får, sker der forringelser,« rasede Kim Madsen.

Han mener ikke, der er behov for ny lovgivning.

»I dag kan folk søge om førtidspension, når de er slidt ned. Den giver 18.000 kroner om måneden - ikke kun 7.000 kroner som folkepensionen. Det er dælme ikke i orden.«

Så må folk blive bedre til at spare op, lød det fra Facebook-brugeren Søren Vibum.

»Rigeligt (med folk, red.) har snablen nede i statskassen. God idé at have noget på kistebunden.« Også debatredaktør Sanne Fahnøe spurgte Kim Madsen, om han ikke bare kunne have sparet mere op, så han selv kunne vælge, hvornår han trak sig fra arbejdsmarkedet.

»Jeg vil da gerne spare op. Men jeg har ikke haft råd til det. Jeg har været lavtlønnet hele livet,« svarede Kim Madsen.

Kim Madsen har selv været gennem et seks år langt forløb i beskæftigelsessystemet - med ni arbejdsprøvninger til følge - inden han fik tildelt flexjob sidste år.

»Hvis man kan lave en facitliste for nedslidte borgere, når det handler om at give dem pension, hvorfor kan man så ikke bruge sådan en liste i jobcenteret, når der skal tildeles førtidspension?« spurgte han.

Men hvad vil DU så gøre, spurgte debatredaktør, Sanne Fahnøe.

»Der skal være lettere adgang til at få førtidspension. Det behøver ikke tage en årrække, som det gjorde med mig. Det kan gøres inden for to år.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiets beskræftigelsesordfører Leif Lahn Jensen omkring kritikken af partiets pensionsforslag, men han er ikke vendt tilbage ved udgivelse af denne artikel.