Da B.T.s udsendte torsdag tog ned for at besigtige den meget omtalte kilometerlange kø langs med Themsen, bestående af tusindvis af mennesker, der alle ønskede at se dronning Elizabeths lying in state, som det hedder på engelsk, var der slet ingen tvivl om, hvor meget denne begivenhed fylder for rigtig mange briter.
Unge som gamle stod de gladeligt i kø i mange timer for at blive en del af historien. Da B.T. besøgte køen, var den omkring 5 kilometer lang. Senere voksede den til ni kilometer, og fredag morgen lukkede myndighederne for tilstrømningen i seks timer for at sikre ro og orden.
De mennesker, B.T. talte med, gav alle udtryk for, at de gerne ville vise respekt for deres dronning. Netop respekten for kongehuset og for traditionerne har da også i den grad været i højsædet den sidste uge.
Man har faktisk ikke kunnet åbne for sit tv eller radio, uden at det har drejet sig om dronningens død. Så alvorlig var stemningen, så sørgende var udsagnene, at man skulle tro, at en katastrofe havde ramt landet. Ikke bare BBC og de borgerlige aviser, men sågar The Guardian og The Independent har i en uge placeret kongestoffet allerøverst på deres sites, svøbt ind i en sort sørgeramme.
Det er naturligvis ikke en katastrofe, at en 96-årig dame mæt af dage dør. Det er helt naturligt, at en monark, der har indrammet så mange menneskers liv så længe, bliver højtideligholdt og fejret. Dronning Elizabeth har som en af de få tilbagevendende levet i en tid, hvor Storbritanniens plads i verden var en helt anden end i dag, og hun har holdt fanen højt gennem årtierne og spillet en væsentlig rolle i, at monarkiet stadig er populært på trods af de mange dokumenterede udfordringer undervejs.
Rigtig mange af de briter, B.T. i løbet af ugen har talt med, har dog givet udtryk for, at den erklærede landesorg er drevet for vidt. I skrivende stund sidder jeg i et tog på vej mod Edinburgh. King's Cross-stationen var fredag sort af mennesker, der ventede på at komme ud af London, fordi mange tog var aflyst »på grund af dronningens død«, som det hed sig. Undertegnede måtte vente et par timer – mange andre meget længere. Jeg har stadig ikke forstået, hvordan dronningens død kan indvirke på jernbanerne en uge efter.
På samme vis er mange kultur- og sportsbegivenheder blevet aflyst. Der var udbredt frustration over, at Premier League-kampene sidste weekend og i løbet af ugen blev udskudt. Det indvirkede nemlig også på de mange tusinde tilrejsende fans, der pludselig stod i Storbritannien uden ærinde. Mange fodboldfans havde nok foretrukket at holde et minuts stilhed før kampen.
Flere nationalparker har bedt gæsterne om at forlade områderne, der helt lukkede ned, og det britiske cyklistforbund kom sågar med en anbefaling til medlemmerne om slet ikke at cykle på begravelsesdagen mandag af respekt for hendes majestæt. Sidstnævnte tiltag førte dog til et ramaskrig blandt mange, der blandt andet spurgte, hvordan de så skulle komme på arbejde?
Cykelforbundet undskyldte efterfølgende og lod forstå, at den havde de fået galt i halsen. Men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Tanken bag den storstilede landesorg med kodenavnet London Bridge var netop at sætte uret i stå i mere end en uge.
Til arrangørernes undskyldning så er det jo 70 år, siden man sidst har begravet en siddende monark. Mange af traditionerne stammer tilbage fra en tid, hvor verden virkelig gik meget langsommere. Men nogle af landesorgstiltagene føles virkelig besynderlige, ja, nærmest aparte. Parlamentet er for eksempel lukket helt ned på et beviseligt meget kritisk tidspunkt for nationen.
Der har også været lagt en fuldstændig ukritisk journalistisk linje fra stort set alle mediers side. Det er klart, at man skal ære de døde, og at en dronning gennem 70 år fortjener ekstra hæder. Men det har været svært at kapere en hel uges glansbilleddækning på BBC, hvor krigen i Ukraine, den eskalerende energikrise og andre uopsættelige emner er blevet fortrængt fra fladerne.
Man må lade briterne, at de er gode til pomp og pragt. Paraderne gennem landet, de tilsyneladende evigt sørgende kongelige, der har zigzagget den britiske union for at samle nationen, er til dels lykkedes med deres projekt. Men også kun til dels. Forbavsende mange af forskellig alder, køn og politisk overbevisning har over for undertegnede givet udtryk for, at det hele er lidt for meget. De har en pointe.
