Politisk kommentator Jarl Cordua har tillagt sig det, han selv kalder en 'uhøflig vane' i dagligdagen.
Men han synes, det er nødvendigt – og opfordrer nu dig og mig til at gøre det samme.
I en kommentar i Berlingske beskriver Jarl Cordua et spontant besøg i en tøjforretning på Strøget i København for nylig.
Kort efter sin ankomst kom den politiske kommentator i en situation, hvor han følte behov for at ty til sin 'uhøflige vane':
»Straks blev jeg tiltalt af en venlig ekspedient på engelsk, der dog slog ud med en beklagende mine, da jeg svarede hende på dansk. Jeg har nemlig tillagt mig den uhøflige vane at insistere på at tale mit modersmål i mit eget fædreland. Der blev ingen handel denne dag,« skriver Jarl Cordua, som blandt andet er kendt fra rollen som vært på vært på podcasten 'Cordua & Steno', i kommentaren.
Men hvorfor er det så vigtigt? Fordi der ifølge Jarl Cordua står noget meget vigtigt på spil.
»Tiden er kommet, hvor vi forlader flinkeskolen, tager os selv alvorligt og begynder at tale dansk til de udlændinge, som ikke gider at lære vores sprog,« skriver han i Berlingske.
Over for B.T. uddyber Jarl Cordua, hvorfor det ligger ham så meget på sinde – og samtidig opfordrer han os danskere til at træffe en beslutning.
»I Danmark har vi en kultur, hvor vi tilpasser os dem, der kommer udefra, især fra angelsaksiske lande som England, USA, Irland,« siger Jarl Cordua.
»Efter helt op til 30 år i Danmark taler folk fra engelsktalende lande stadig ikke dansk, og vi slår glædeligt over i engelsk, når vi omgås dem,« tilføjer han.
Jarl Cordua har selv oplevet det adskillige gange, fortæller han. At et helt selskab efter få minutter slår over i engelsk, så en herboende udlænding kan deltage i samtalen – og det selvom vedkommende kan have boet og arbejdet her i landet i adskillige år.
»Der siger jeg så 'fandeme nej! Det her er Danmark',« lyder det fra den politiske kommentator.
Han finder vores glæde ved at 'please' engelsksprogede udlændinge paradoksal. For tonen får ifølge Jarl Cordua en helt anden lyd, når det kommer til udlændinge fra andre lande.
»Vi stiller høje krav til personer, som kommer hertil fra lande i Mellemøsten, og forlanger, at de lærer dansk. Men når det gælder engelsksprogede, er det noget helt andet. Det kan jeg ikke forstå,« siger Jarl Cordua, som har en mistanke om, hvad årsagen er:
»Det her er et los i røven til middelklassen og overklassen, hvor der er en tendens til at lægge sig ned og please andre sprog i stedet for at holde modersmålet i hævd. Måske fordi man føler, at man hævder sig selv ved at vise, at man skam mestrer engelsk.«
Jarl Cordua påpeger, at vi i Danmark tilsyneladende med glæde importerer mange udenlandske ord og udtryk. I modsætning til eksempelvis nordmændene, som vi danskere ifølge Cordua har det med at latterliggøre for at fornorske nye ord og udtryk, som kommer udefra.
Han nævner selv erhvervslivet som et eksempel på udviklingen.
»Det, der i gamle dage hed en administrerende direktør, hedder nu en ceo, og økonomidirektøren er blevet en CFO. I erhvervslivet er man komplet ligeglad med dansk.«
Hvad synes du, vi helt almindelige danskere bør gøre?
»Vi bliver nødt til at træffe en beslutning. Har vi respekt for vores eget sprog eller ej? Der er behov for en holdningsændring.«
»En arbejdsgiver skal selvfølgelig ikke kræve, at en ekspedient i en butik kan flydende dansk fra dag et, men det må forventes, at vedkommende hurtigt lærer høflighedsfraser og almindelige vendinger, så han eller hun kan tale med kunderne og på sigt lære at begå sig på dansk.«
Jarl Cordua understreger, at han ikke er tilhænger af at indføre regler eller love, og at han er helt med på, at vi lever i en globaliseret verden, hvor det er vigtigt at kunne begå sig på flere sprog.
Men når man bosætter sig i Danmark, må udgangspunktet efter hans mening være, at man lærer sig sproget – præcis som det bør være tilfældet for danskere, som bosætter sig i andre lande.
Så længe vi bliver ved med at slå over i engelsk, når vi omgås herboende udlændinge, er vi ifølge Jarl Cordua med til at fjerne deres incitament til at lære dansk – og det, mener han, er et kæmpe selvmål.
For begge parter.