Næsten 20 tabte borgmesterposter, en tilbagegang i 89 ud af landets 98 kommuner og en ydmygelse i København.
Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet er kommunalvalgets helt store tabere.
Og ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er der nu »total krisestemning« i partiet, efter Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lørdag meldte ud, at hun træder helt ud af politik.
Pernille Rosenkrantz-Theil, der tabte overborgmester-kampen for Socialdemokratiet i København.
Modsat går det i øjeblikket godt for Dansk Folkeparti, der fik et godt kommunalvalg og går frem i meningsmålingerne.
Og ifølge Dansk Folkepartis stemmesluger Pia Kjærsgaard peger pilen på Mette Frederiksen, når man skal finde årsagen til Socialdemokratiets nedtur.
I mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, fortæller hun:
»Jeg tror, at fødevarepriser betyder så meget. Og vi var jo alle sammen ved at gå bagover, da statsminister Mette Frederiksen - uden betænkningstid - svarede, at en aldersgrænse på TikTok er vigtigere end fødevarepriserne,« lyder det fra Kjærsgaard med henvisning til et omstridt interview, Mette Frederiksen foretog med nyhedsinfluenceren Frede Dyrnesli.
Kjærsgaard fortsætter: »Altså du godeste Gud. Så sidder man bare og tænker: 'Er du helt væk?'«
Derudover peger Kjærsgaard på, at Mette Frederiksen »fuldstændig har mistet fornemmelsen for folkedybet«.
Hun fortæller: »Hver gang hun med sit TV-hold er ude at besøge en daginstitution eller plejehjem, så tænker jeg: 'Hvor er smilet i dine øjne, Mette Frederiksen? Er det bare noget, du gør, fordi du ved, at det skal på Instagram senere'?«
Efter valgnederlaget spekulerede Mette Frederiksen selv over, om flere vælgere har valgt Socialdemokratiet fra på grund af, at partiet har prioriteret at bruge mange penge på forsvaret. Det gjorde hun i et længere opslag på sociale medier.

Ifølge Pia Kjærsgaard er det dog ikke udgifterne til det danske forsvar, folk er sure over:
»Men jeg tror bestemt, at der er nogen, der er sure over, at de har postet så mange milliarder i Ukraine.«
Hun fortsætter: »Der er ingen tvivl om, at vi står 100 procent sammen om Ukraine. Men at vi i vores lille land skal være de førende, det betragter jeg som fuldstændig mærkværdigt,« lyder det fra Pia Kjærsgaard, der mindes billedet af Mette Frederiksen og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der sidder i et doneret F-16-fly:
»Jeg glemmer aldrig det billede. Jeg tænkte: Er det BonBon-Land? Altså, det er jo fuldstændig at latterliggøre situationen, synes jeg, samtidig med, at man bare giver penge og penge og penge.«
I Borgerlig Tabloid deler Pia Kjærsgaard debatredaktør Joachim B. Olsens analyse om, at Mette Frederiksen ikke 'overlever' endnu et valgnederlag.
Hvem der skal erstatte hende som formand - og meget andet - diskuterer de i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

